Masseskyderi i Kentucky: Fem dræbt og seks såret ifølge politiet
Mindst fem er dræbt og seks såret ved et skyderi i en bank i den centrale del af Louisville i den amerikanske delstat Kentucky.
Gerningsmanden er blandt de dræbte.
- Fem personer er blevet bekræftet dræbt indenfor. Mindst seks blev transporteret til Louisville universitetshospital. Blandt dem en betjent med forskellige skader, skriver politiet på Twitter.
Ifølge tv-stationen CNN lykkedes det for flere folk inde i Old National Bank at søge tilflugt i bygningens bankboks og låse sig selv inde.
Herfra kontaktede de politiet ifølge tv-stationen WLKY.
En talsmand for styrken siger, at der ikke længere er fare forbundet med hændelsen.
- Vi kender ikke nøjagtigt omstændighederne ved hans død på dette tidspunkt, siger den næstkommanderende hos Louisvilles politi, Paul Humphrey, om angriberen.
Der er FBI-agenter på stedet.
Politiet oplyser, at det reagerede prompte, da det fik meldinger om angrebet klokken 08.30 mandag formiddag lokal tid.