Peter Frödin mindes Britt Bendixen: – Vi blev forelskede i hinanden
Klog. Sjov. Skidegodt begavet.
Det skorter ikke med de helt store tillægsord, da 59-årige Peter Frödin mindes sin veninde Britt Bendixen, der døde i februar i en alder af 81 år.
De flotte ord falder i Medinas podcast "Hele Mennesker", hvor den garvede entertainer mindes sin tidlige karriere.
Peter Frödin fortæller, at han mødte Britt Bendixen, da han var blot 15 år:
– Vi blev forelskede i hinanden på en eller anden måde. Hun var væsentligt ældre, så det var ikke på den måde. Vi SÅ bare hinanden, genkalder han.
Multikunstneren fortæller, hvordan Britt tog den unge Frödin under sine vinger:
– Hun gav mig enormt mange jobs, når jeg ikke havde nogen penge, så ringede jeg til Britt, fortæller han om "Vild med dans"-koryfæet.
Peter Frödin genkalder, hvordan Peter Schaufuss Balletten ringede til Britt, fordi de akut manglede en balletdanser på grund af sygdom:
– Så havde hun sagt: "Ring til Peter Frödin. Jeg ved sgu ikke, hvor meget han kan, men han er det bedste fake, vi har herinde". Det var altså et kompliment åbenbart, fortæller Frödin med et grin i podcasten.
Du kan høre hele podcasten med Peter Frödin og Medina hos Ally.