Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har natten igennem arbejdet med de mange henvendelser, det har fået fra offentligheden om den 13-årige pige, der har været efterlyst siden lørdag eftermiddag.
Det skriver politikredsen på Twitter tidligt søndag morgen.
Den 13-årige pige forsvandt lørdag, da hun var ved at dele aviser ud i Kirkerup mellem Sørbymagle og Fuglebjerg, har politiet tidligere oplyst i en pressemeddelelse.
Hun beskrives som 172 centimeter høj, spinkel af bygning og med langt lyst hår. Hun var desuden iklædt blåt joggingtøj, skrev politiet på Twitter.
Politiet opfordrer samtidig borgere, der bor omkring Sørbymagle og Fuglebjerg om at holde øje og gennemse deres videoovervågning.
Søndag leder politiet fortsat efter pigen med hunde, mens det også indsamler tekniske spor, lyder det i tweetet.
Lørdag aften var der desuden en helikopter i luften over området, hvor den 13-årige forsvandt.
Omkring midnat oplyste politikredsen til B.T., at også kriminalteknikere og andre politikredse hjælper til med eftersøgningen.
SE og HØR følger sagen.