Missing People: Mange vil hjælpe med at finde 13-årig
Mange mennesker ønsker at bidrage til en civil eftersøgning efter den 13-årige pige.
Sådan lyder det søndag morgen fra den frivillige organisation Missing People, der fortæller at mange har henvendt sig for at deltage.
Pigen blev lørdag efterlyst af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Pigens mor skriver i et opslag på Facebook, at familien har brug for al den hjælp, den kan få, så snart politiet giver grønt lys til en civil eftersøgning.
Lige nu afventer Missing People dog politiets tilladelse til, at almindelige borgere må lede.
- Vi er klar med to hold tæt på området, så snart der er grønt lys fra politiet, siger Vivian Eriksen, der er presseansvarlig for organisationen Missing People.
Derfor er der heller ikke sket en eftersøgning i nat med hjælp fra flokken af frivillige.
- Vi oplever meget stor opbakning fra folk, som vil deltage, siger Vivian Eriksen.
Så snart politiet er færdig med sine undersøgelser, er Missing People klar til at lave opslag på sociale medier, så organisationen kan samle så mange frivillige som muligt.
Forklaringen på politiets manglende tilladelse kan blandt andet være, at man ikke ønsker at få efterforskningen forstyrret eller spor ødelagt.
SE og HØR arbejder på at få en kommentar fra politiet til den manglende brug af civile.
Pigen beskrives som 172 centimeter høj, spinkel af bygning og med langt lyst hår. Hun var desuden iklædt blåt joggingtøj.
Politiet kan kontaktes på telefon 114, hvis du har informationer i sagen.