Sport18. april 2023

Mor afslører: Holger Rune mangler stadig kørekortet

Et år efter er problemet det samme
Teenageren har endnu til gode at køre en tur i præmiebilen et år efter.
Teenageren har endnu til gode at køre en tur i præmiebilen et år efter.
 Foto: ASSOCIATED PRESS

Når Holger Rune går på banen torsdag, er danskeren storfavorit til at snuppe endnu en ATP-titel.

Og som forsvarende mester i München, har han en god idé om, hvad der venter ham, hvis det lykkedes.

Danskerens sejr i München i 2022, indbragte ham 602.550 kroner samt en spritny BMW i4.

Der var bare ét problem. 18-årige Holger Rune havde ikke noget kørekort.

- Jeg ved ikke, hvad der skal ske med den. Det må min agent eller min mor tage sig af. Vi kører i hvert fald ikke hjem i den, lød det dengang med et grin i stemmen fra Holger Rune til pressen.

Sidenhen er der sikkert blevet kørt masser kilometer i den lækre BMW, kunne man fristes til at tænke.

Men nu bekræfter Aneke Rune, Holger Runes mor, til SE og HØR, at sønnen stadig har sin første køretur til gode.

- Det er ikke helt i hus endnu det kørekort.

- Men derfor kan man jo godt vinde en bil mere, fortæller hun med et smil.

Holger Rune møder tyske Yannick Hanfmann i anden runde af ATP 250-turneringen, som spilles torsdag.

Sponsoreret indhold