Politiet rykkede ud med fuld styrke: - Det var med stor sandsynlighed ikke ægte
Det var anmeldelser om en mistænkelig person med en geværlignende genstand, som tirsdag aften fik politiet til at rykke massivt ud på flere metro- og togstationer i København.
Det oplyser Københavns Politi onsdag morgen.
- Vi har nu undersøgt de anmeldelser, vi fik i går om en mistænkelig person i metroen, som lød på en person med en geværlignende genstand.
- Vores efterforskning viser, at våbnet med stor sandsynlighed er uægte, skriver politiet på Twitter.
Politiet afviser at svare på, om det har anholdt eller haft kontakt til den mistænkelige person.
Onsdag morgen var det igen et fuldstændig almindeligt billede, som københavnere ville blive mødt med på stationer, oplyste central efterforskningsleder Kenneth Hviid Simonsen klokken fem onsdag morgen.
Politiet meddelte første gang om hændelsen kort før klokken 23 tirsdag aften. Omkring klokken et natten til onsdag oplyste efterforskningslederen, at indsatsen var "droslet lidt ned".
- Vi kommer ikke til at sige noget om det for nuværende. Vi kommer til at arbejde videre på det natten igennem, sagde han i den forbindelse.
På det sociale medie skrev politiet også, at det tager det meget alvorligt og rykker talstærkt ud, når det får anmeldelser om en mistænkelig person i for eksempel den offentlige transport.
Onsdag morgen kommer politiet med en opfordring til borgere om at tænke sig om, hvis man har våbenlignende genstande med sig.
- Vi opfordrer kraftigt folk til at tænke sig om, hvis man har våbenlignende genstande med i det offentlige rum. Det kan være svært at se forskel, og det kan dermed skabe stor utryghed, skriver Københavns Politi på Twitter.