Tidligere drabschef Bent Isager om sammenhæng til Emilie Meng-sagen: Så lang tid skal vi vente på et svar
LÆS OGSÅ: Tidligere politiinspektør: Meget relevant at undersøge sagen om Emilie Meng
Da den 13-årige pige forsvandt lørdag på vej hjem fra sin rute som avisbud, holdt hele Danmark vejret. Over et døgn senere blev hun fundet i live på en adresse i Korsør, mens en 32-årig mand blev anholdt.
Weekendens grusomme hændelse har i kraft af geografien fået mange til at trække tråde til Emilie Meng-sagen, hvor Emilie Meng sidst blev set i live på Korsør station.
Også den tidligere drabschef Bent Isager-Nielsen mener, at det er oplagt at undersøge, hvorvidt den sigtede gerningsmand i sagen kan have forbindelse til Emilie Meng.
Men ifølge ham kan vi komme til at vente længe på et svar.
– Jeg tror, man skal dæmpe forventningerne til, hvornår vi får noget at vide, lyder det fra Bent Isager i TV AVISEN tirsdag aften på DR.
– Nu bygger man det stille og roligt op, og så på sigt om måneder – måske op til et år går der nogle gange – så er politiet færdig, og så foreligger der jo et anklageskrift fra anklagemyndigheden, hvor man kan se nøjagtig, hvad politiet kan bevise, siger han.
Selv om trådene mellem weekendens hændelser og Emilie Meng-sagen er mange, og det er nærliggende at tro, at det er samme gerningsmand, der står bag, så er det slet ikke sikkert.
– Nogle gange kan sager ligne hinanden rigtig meget, siger Bent Isager.
– Jeg er selv blevet snydt adskillige gange og har tænkt, at det måtte være samme gerningsmand, og så var det to forskellige. Andre gange var det vidt forskellige fremgangsmåder og vidt forskellige steder i landet, og så var det samme gerningsmand, så det er ikke bare lige, forklarer han.
LÆS OGSÅ: Kim fandt 13-årig på et døgn: Havde også ansvaret for at finde Emilie Meng