Idris Elba i vildt karriereskifte: Skal køre ræs mod Lewis Hamilton
2008, 2014, 2015, 2017, 2018, 2019 og 2020.
Det er de årstal, som Lewis Hamilton har snuppet verdensmesterskabet i Formel 1, men nu får han sig en helt ny rival bag rattet.
Filmstjernen Idris Elba springer nemlig nu ud som racerkører.
Det skriver The Sun.
Ifølge det britiske medie er den 50-årige skuespiller dog ikke helt færdig med det store lærred trods karriereskiftet.
Idris Elba nye tjans som racerkører er nemlig blot en del af et nyt tv-program på Channel 4, hvor de to stjerner skal køre ræs mod hinanden gennem ørkenen.
De skal nemlig konkurrere i det kendte løb Dakar Rally, som har været afholdt siden 1978.
Idris Elba, der er kæmpe Formel 1-nørd og selv tidligere har erklæret, at han ville ønske han var blevet racerkører, har ikke udtalt sig om det nye program med Lewis Hamilton.
Ifølge The Suns kilder vil tv-programmet blive delt op i to afsnit, der bliver sendt senere i år.
Heller ikke Lewis Hamilton har kommenteret historien, men det er ikke nogen hemmelighed, at han og Idris Elba har været gode venner i årevis.
Faktisk så gode venner, at den dengang coronaramte skuespiller tilbage i marts 2020 tvang racerkøreren ud i selvisolation, fordi de var blevet fotograferet sammen.