Har skiftet navn: Nu dropper hun Geggo
Hun hedder egentlig Stephanie Karma Salvarli, men de fleste af os kender hende nok bedst som Geggo.
Og nærstuderer man "Familien fra Bryggen"-stjernens Instagram-bio, så kan man nu se, at hun har foretaget sig et navneskift på det social medie.
På sin Instagram story afslører den 33-årige realitystjerne, at hun har slettet "Geggo", så nu fremgår navnet Stephanie Karma Salvarli som hendes navn på det sociale medie.
Selve hendes Instagram handle er dog stadig Geggo, ligesom hun stadig har sit flueben, der viser, at det altså er den rigtige "Familien fra Bryggen"-stjerne, der figurerer på profilen.
– Ville faktisk også gerne ændre mit brugernavn – vil gerne af med Geggo. Men så mister jeg muligvis mit flueben. Og det er jeg egentlig glad for at have, skriver hun ud til sine over 636.000 følgere på Instagram.
Onkel Mikkel kom på navnet
Til Ekstra Bladet har Geggo engang fortalt, at det var hendes egen onkel Mikkel Kessler, der fandt på kælenavnet, da hun var ganske spæd.
– Der var noget galt med mine fortænder, da de kom alt for sent, hvorfor jeg lå med min tunge og stak den ud. Derudover havde jeg måne. Så jeg lignede en øgle, har den i dag 33-årige Geggo fortalt til Ekstra Bladet.