Anna Saabye afslører: Kæresten arbejdede på "Bachelor"
Da Anna Saabye kiggede Kasper Skak dybt i øjnene i "Bachelor", havde hun allerede mødt sin kæreste.
De dannede bare ikke par endnu.
Det erkender den tidligere realitydeltager nu over for SE og HØR.
For Lukas Bøttker, som over for pressen kort har præsenteret sig som medlem af mediebranchen, er nemlig mere konkret fotograf. Og helt præcist fotograf på sæson to af "Bachelor", som Anna Saabye deltog i.
– Ja, vi mødte hinanden under optagelserne til "Bachelor", siger Anna Saabye, som du måske især husker for at ankomme på datingprogrammets røde løber i en gravko.
Han var professionel
Parret kendte dog allerede til hinanden lidt inden, at Anna Saabye pludselig så Lukas Bøttker i Caribien, hvor hun var for at date Kasper Skak og Philip Geisler Berg i "Bachelor".
De havde nemlig matchet på Tinder to måneder inden, at Anna endelig fik svar på, om hun var kommet med i tv-programmet.
Derefter takkede hun pænt nej til en drink med Lukas, fordi hun nu var på vej ned til "Bachelor"-optagelserne.
– Det var mig, som skrev til ham, da jeg opdagede, han var i Caribien, men han skrev pænt og professionelt, at vi ikke måtte have kontakt dernede, og at vi kunne skrives ved, når alt var slut, fortæller Anna Saabye.
– Så der tænkte jeg bare, at han var en kedelig type. Men han har selvfølgelig været bange for at blive fyret.
En måned efter optagelserne begyndte parret igen at skrive sammen og mødtes til et glas vin.
– Og så tog tingene bare fart derfra, fortæller Anna, der været kærester med Lukas Bøttker siden i sommer.
Løj for pressen
Tidligere har parret, når journalister spurgte, fortalt, at de mødtes gennem venner. Hele "Bachelor"-sammenhængen var de begge betænkelige ved at dele.
– Ja, vi har ikke været helt ærlige over for pressen i starten. Vi har holdt det hemmeligt, indtil vi begge var “helt færdige” med "Bachelor", og Lukas med sin ansættelse på Warner. Mest af alt af respekt for Warner og TV 2 for ikke af afsløre noget eller ødelægge programmet, men også fordi vi gerne ville kunne date uden pres fra nogen andre, så vi selv kunne finde vores tilværelse, forklarer Anna Saabye.
– Vi kunne ikke overskue, at det kom frem, for produktionen troede, det hele var startet nede i Caribien, men det er slet ikke sandheden. Vi ventede hele to måneder efter hjemkomsten med at snakke med hinanden for første gang.
Selv om Anna Saabye og Lukas Bøttker havde deres på det rene, var det svært at mærke produktionens øjne på sig, fortæller hun.
– Jeg tror ikke, produktionen syntes, det var særlig fedt, men vi opførte os pænt og overholdt kontrakten. Så de har ikke kunne gøre så meget ved det.
– Men jeg kan da huske på vores tredje date, at vi lagde billeder ud, hvor vi kørte i racerbil sammen. Og det skabte rygter med det samme blandt produktionen.
– Jeg har ikke haft det rart med at møde produktionen efterfølgende, fordi jeg vidste, der gik rygter omkring Lukas og mig. Og vi blev ved med at afvise, lige indtil han stoppede med at arbejde derude.