Sidney Lees sidste tid: Kæresten fik nok
LÆS OGSÅ: Sidneys sidste kærlighed: - Han ville have elsket det
Der var som regel fest og glade dage, hvor end Sidney Lee tog hen i sit 43 år korte liv.
Festerne var hans hjemmebane.
Men 11. marts 2020 slukkede Mette Frederiksen de kulørte lamper overalt i landet – og det tog livslyset fra bandanakongen for en stund.
Det fortæller hans daværende kæreste, Mary-Ann, i sidste afsnit af TV 2 Echo-dokumentaren “Sidney”.
Coronanedlukningerne var også medskyldig i, at hun og Sidney gik fra hinanden efter fem års forhold.
For ud over, at han ikke kunne komme så meget ud, som han plejede, så var han også meget vred over de restriktioner, som danskerne blev bedt om at leve med.
Flygtede til Bakken
– Jeg syntes, at Sidney mistede noget af det sjove og glade, og han blev meget optaget af corona og alle de triste ting, der var omkring det, siger hun.
– Det var det eneste, han ville tale om, og det eneste, som han sad og googlede. Han blev besat af corona, fortæller eksen.
Men så fandt Lee ud af, at han kunne hænge ud på Dyrehavsbakken, hvor der var mulighed for at spille pinball, mens virussen hærgede i resten af landet.
– På et tidspunkt blev han helt besat af at være på Bakken. Han var der mange gange om ugen. Det var der, vores forhold begyndte at gå i stykker.
– Jeg gad ikke Bakken så meget, som han havde lyst til, og jeg var ikke lige så optaget af, hvor frygtelige restriktionerne var, siger Mary-Ann.
De eneste ene
Men på Bakken fandt Sidney ligesindede – og kærligheden igen.
– Det er min dame, Camilla. Jeg mødte hende ude på Bakken, hvor vi hurtigt faldt i snak.
– Vi har samme musiksmag, vi er jævnaldrende og politiske holdninger – det hele spillede, sagde Sid til SE og HØR, da han og kæresten dukkede op på den røde løber til Reality Awards.
– Han sagde, at jeg var den eneste ene. Og det sagde jeg også til ham, fortæller Camilla i dokumentaren.
Parret holdt sammen til Sidneys alt for tidlige død i maj sidste år.
Sidste afsnit af “Sidney” kan ses på TV 2 Echo på tirsdag og ligger allerede nu på Play.