Charles har ventet i 74 år: Meget snart majestæt
LÆS OGSÅ: Derfor kommer Meghan Markle ikke til kroningen af kong Charles
Det er 70 år siden, det er sket sidst, så de færreste husker nok, hvor gigantisk en begivenhed det er, når briterne kroner deres nye regent.
Men lørdag sker det igen, når kong Charles trækker i uniformen og sætter sig i Westminster Abbey for at få kongekronen på hovedet – som den ældste, der nogensinde har fået overdraget tronen.
Ved hans side kommer Camilla selvfølgelig også til at spille en stor rolle, for hun skal også krones som dronning.
Ruten er blevet kritiseret i de britiske medier for at være alt for kort. Skrækscenariet lyder, at der opstår kaos, når de mange, mange tusinde kongetro briter skal stimle sammen på de få fortovsmeter, de har til rådighed.
Når kongen og dronningen når frem, begynder en ceremoni, som ligner den, man har brugt de 40 gange siden 1066, hvor monarkerne er blevet kronet netop her – han skal salves med hellig olie, overrækkes det gyldne rigsæble, have en kongekrone på hovedet og sættes på en kongetrone.
Flere religioner
Men Charles har også ønsket nogle ændringer til dagsordenen.
For eksempel har kongen ønsket at få flere religioner indblandet i det, der altid har været en kristen ceremoni.
Lige som i Danmark er den britiske regent også overhoved for folkekirken, men Charles har ønsket at blive set som en samlende figur for alle troende – også dem, der ikke lige tilbeder Helligånden og co.
Musicalkongens lyd
Cirka 2.000 inviterede gæster forventes at få plads i kæmpekirken, hvor de vil blive forkælet med masser af god musik. For eksempel har Charles bedt musicalkongen Andrew Lloyd Webber om at komponere det musikalske tema til ceremonien, der ventes at vare cirka to timer.
Bagefter kører Charles og Camilla den to kilometer lange tur hjem til Buckingham Palace – denne gang i en anden guldkaret – og gør sig klar til resten af weekendens festivitas, som involverer en stor frokost med hundredvis af deltagere og ikke mindst en koncert på Windsor Castle.