Claes Bang om Netflix-serie: Fik ikke nok i løn fra Netflix
Claes Bang er anerkendt på den internationale filmscene, og han har vundet priser og fået hæder i det store udland.
Hans skuespil bragte ham også til serien ”Dracula”, der blev produceret af Netflix og udkom i 2020.
Men selv om streaminggiganten har penge nok, så mener Bang ikke, at pengesækken for hans skuespilarbejde var stor nok.
– Jeg synes godt, de kunne have betalt noget mere, når jeg tænker over det, fortæller han i 24syv-programmet ”Tsunami”.
Han beskriver i programmet, hvordan han brugte timer om dagen i sminken, hvilket godt kunne have udløst flere monetos efter hans mening.
– I starten der er jeg jo 1000 år gammel. Det tager tre timer hver morgen at se sådan ud. Jeg stod op klokken tre, og så klokken halv fire, så er man på set, fordi det er lang væk. Klokken halv fem sidder jeg i makeuppen til klokken halv ni, og så filmer vi til klokken 20. Så gør vi det hele igen dagen efter, fortæller han.
Da spørgsmålet lyder, om han har overvejet, hvorvidt det var det værd, er han dog meget klar i spyttet.
– Nej overhovedet ikke. Det var virkelig, virkelig fedt.
Noget kunne tyde på, at det mere handler om, at skuespilleren gerne ville have hævet timeprisen.
I programmet fortæller han også, at det er lang tid siden, han har prøvet kokain, og han svarer på, hvorvidt han foretrækker ”kejsersnit eller fissefødsel”.
"Dracula" kan streames på Netflix.