Vinder "Alene i vildmarken": - Det var med blandede følelser
Da Christian Hjort pludselig hørte en lille barnestemme midt i den norske vildmark, blev han med det samme klar over, at han kunne kalde sig vinder af den syvende sæson af "Alene i vildmarken".
Gensynet med familien bragte både glædestårer og store smil frem hos Christian Hjort, der havde undværet sin kone og børn i 42 lange dage
- Det var fuldstændig fantastisk, for så fik jeg endelig lov til at inddrage min familie i mit eventyr og kunne vise dem mit habitat, og vise dem hvorfor jeg ikke havde været hjemme i så lang til, fortæller vinderen til SE og HØR.
Men på trods af gensynets glæde, så var den 38-årige vildmand ikke klar til at sige farvel til det primitive habitat, og det var derfor et bittersødt øjeblik, da det gik op for ham, at sejren var hans.
- Jeg var ikke klar til at komme hjem, overhovedet. Så det var med blandede følelser, at det gik op mig. Super dejligt og vidunderligt at se min familie, men på den anden side var havde jeg det sådan ”Jamen, jeg er jo ikke klar til at komme hjem”.
Christian Hjort er nemlig en vildmand helt ind til benet.
- Jeg vil rigtig gerne leve det liv med min familie. Så ville jeg selvfølgelig bygge en rigtig stor, solid og varm træhytte. Det er vidunderligt at leve primitivt. Det giver mig en ro helt inde i min kerne, som jeg ikke får andre steder – selvfølgelig udover fra min familie, fortæller han og fortsætter:
- Jeg er naturmand helt ind i hjertet, men jeg er endnu mere familiemand.
I alt er det blevet til 86 dage i de norske fjelde for Christian Hjort, der også var med i den allerførste sæson af programmet i 2017. Her blev han nummer to efter 44 dage.
Men vinder-titlen har aldrig været det vigtigste for Christian Hjort. Det er nemlig oplevelsen, der tæller.
- En af mine største missioner i livet det er, at min mentale rygsæk skal fyldes op med så mange oplevelser som muligt. Når jeg er blevet for gammel til at kravle rundt på et eller andet fjeld, så kan jeg sidde og fortælle mine børnebørn om det, lyder det fra Christian Hjort.