“Kærlighed hvor kragerne vender”: Kresten arbejder 80 timer om ugen
LÆS OGSÅ: Andreas om Mads - Vi var papbrødre
Lige siden han var en lille dreng, har Kresten Petersen fra TV 2’s “Kærlighed hvor kragerne vender” drømt om at blive lastbilchauffør – og det job, han nu har haft, siden han var 19 år gammel.
– Det var, fordi min far er lastbilchauffør. Vi kører faktisk i samme firma, siger han, da SE og HØR besøger ham i hans hus i Nordvestsjælland.
Kresten kører med græsfrø ude fra markerne.
– Det bliver høstet ligesom korn, og så bliver det kørt til en fabrik – et stort renseri, hvor det bliver renset op, og der bliver lavet nogle blandinger, så vi kan gå ud i butikkerne og købe det, forklarer Kresten, som har det fint med at arbejde sammen med sin far – men de to er nærmest hinandens modsætninger.
– Alle i firmaet siger: “Vi har ikke kunnet mærke, at det er far og søn”. Han vil gerne tidligt hjem, og der er jeg stik modsat. Men det er man nok tit som ung.
– Du skal bare arbejde, så vi kan få kørt nogle penge hjem, siger han og smiler.
Sommerlands altmuligmand
Fra mandag til fredag er det jobbet som lastbilchauffør, som Kresten passer – men i weekenderne er det i forlystelsesparken Sommerland Sjælland, man finder den jordbundne nordvestsjællænder.
– Jeg er altmuligmand.
– Nogle gange reparerer jeg småting, og så kører vi varer rundt i Sommerland og hjælper. Det er alle opgaver deroppe – undtagen at stå og lave mad, siger Kresten, som har sagt pænt nej tak til opgaver med madlavning.
– Det skal jeg ikke rode med. Jeg duer ikke i et køkken, kommer det med et grin.
Kresten lægger ikke skjul på, at han bruger enormt mange timer på at arbejde.
– Nok 80 timer om ugen. I dag har været en kort dag, men jeg lægger stort set et sted mellem 10 og 14 timer hver dag med lastbilen, siger han og fortæller, at arbejdet i forlystelsesparken løber op i 10-20 timer pr. weekend.
Hvervet på jobbet
Det er også jobbet i Sommerland Sjælland, som er årsagen til, at Kresten Petersen for tiden toner frem på skærmen i “Kærlighed hvor kragerne vender”.
– Programmet havde skrevet op til Sommerland og spurgt, om de havde nogle ansatte, der kunne være med. Og eftersom jeg har været deroppe i 11 år nu, så mente de, at jeg nok godt kunne passe ind, lyder det med et smil fra Kresten, som en dag modtog tv-tilbuddet fra en kollega.
– Hun sendte bare en “snap” til mig, hvor der ikke stod andet end: “Please!”, siger Kresten, der stillede sig selv spørgsmålet: “Hvad kan gå galt?”.
– Der kan jo ikke ske noget ved at prøve. Jeg havde tænkt på, om man skulle prøve at være med i noget af alt det andet, der findes, f.eks. “Alene sammen” (kærlighedseksperiment på TV 2, red.).
– Det havde jeg faktisk tænkt kunne være sjovt at prøve. For jeg har svært ved at sælge mig selv på den måde, som man skal på Tinder.
Drømmer om familie
– Der var også mange af pigerne fra “Kærlighed hvor kragerne vender”, der sagde, at de først valgte mig til, da de så mig deroppe, siger Kresten og uddyber:
– Så det bekræfter jo også, at man skal møde mig.