Dan Marstrand: Venter barn med ekskonen
Selv om man er oppe i årene kan der stadig, om man så må sige, være held i sprøjten. I hvert fald, når man er så rask og rørig som Robinson-legenden, Dan Marstrand.
Han skal nu i en alder af 60 år være far igen, og den vordende moder er tilmed hans ekskone, 38-årige Nada Bang, som han i sin tid mødte under TV-optagelserne på den øde ø og efterfølgende fik nu treårige Liv med.
- Nada ønskede et barn mere, og det første eksemplar, jeg leverede, var jo helt fantastisk, brøler Marstrand i telefonen med vanlig lune.
- Nej, spøg til side, det var faktisk ikke planlagt. Vi lever i et åbent parforhold, og jeg har jo sagt, at jeg aldrig mere skal være i et forhold.
Men vi ses ofte, og nu skete det. Man kan sige, at skulle det være, så skulle det være nu. Og så er det jo meget praktisk, at Nadas børn får samme far, konstaterer den muskuløse vildmand.
Han fortæller, at Nada er cirka fire måneder henne og skal føde til november. Men de to fraskilte turtelduer har ikke planer om at flytte sammen trods graviditeten.
- Man kan godt elske hinanden, uden at det nødvendigvis fungerer i dagligdagen. Vi er for forskellige og kan ikke rigtig bo sammen.
Men nu vurderede vi fordele og ulemper og kom frem til, at det sagtens kan fungere med mig boende i Assens og hende i Holbæk alene med de to børn.