Kendte9. maj 2023

Malene Hasselblad er blevet farmor - navnet er helt særligt

Den tidligere Robinson-vinder græd, da hun fik det nye navn at vide.
Hun kan allerede skrive tv-vært, forfatter og iværksætter på visitkortet - og nu er Malene Hasselblad altså også blevet farmor. 
Hun kan allerede skrive tv-vært, forfatter og iværksætter på visitkortet - og nu er Malene Hasselblad altså også blevet farmor.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Efter sorg er kommet lykke i 52-årige Malene Hasselblads liv.

For efter at hendes mor, Inez Hasselblad, mistede livet efter at være kommet i hænderne på seriemorderen James Schmidt for fire år siden, er der nu nye solstråler i ”Robinson 2001”-vinderens liv.

Hun har nemlig fået titel som farmor til en lille pige, som endda har fået et ganske særligt navn: Hannah Inez Hasselblad – altså med sin afdøde oldemors navn på den kommende dåbsattest.

Savnet af Inez Hasselblad, der blev 81 år, er nemlig ganske særligt.

Hun døde i marts 2019 - kvalt af en dengang 27-årig mand, der boede i samme bygning på Østerbro.

Politiet mente først, at dødsfaldet var sket naturligt, og det var først, da Malene Hasselblad fornemmede, at der var sket en forbrydelse, og stædigt gav sig til at bede politiet om at undersøge nærmere, at sandheden kom frem:

Inez var blevet dræbt, og gerningsmanden havde også to andre liv på samvittigheden. Drabene var begået næsten samme tid og sted. Et par år senere blev Schmidt idømt forvaring.

Men selv om Inez Hasselblad ikke overlevede, så lever hendes navn nu videre - til hendes datters store glæde.

- Det er jo det fineste navn, og ja … sidder og flæber på Molslinjen, skriver Malene på Facebook, hvor hun også sender sin mor i himlen en kærlig tanke.

- Hvor ville jeg ønske, at min mor havde fået lov at opleve at blive oldemor, skriver hun om den ”originale” Inez.

Faderen til Hannah Inez er Malene Hasselblads 25-årige søn, Nicklas.

Sponsoreret indhold