Krimi11. maj 2023

Medie: Rockerklub nedlægger sig selv

Ifølge BT smider rockere fra Satudarah vesten og nedlægger den berygtede rockerklub
Satudarah er ifølge BT en saga blot i Danmark.
Satudarah er ifølge BT en saga blot i Danmark.
 Foto: Daniel Naupold/AP/Ritzau Scanpix

Flere medlemmer af motorcykelklubben Satudarah er dømt for særdeles voldsom kriminalitet som handel med narko, afpresning, vold og skyderier.

Nu erfarer BT, at den berygtede rockerklub, der gjorde sit indtog i landet tilbage i 2013, nedlægger sig selv.

Men det betyder dog ikke, at de nu tidligere Satudarah-medlemmer forsvinder fra den danske rocker og bandeverden - ifølge BT genopstår klubben nemlig under et nyt navn.

Avisen mener at vide, at medlemmerne fremover trækker i veste med navnet Comanches MC bag på ryggen.

"Let the new story begin". Sådan skriver den tidligere professionelle bokser Patrick Nielsen på en såkaldt story på sin Instagram. Satudarah MC skifter det dobbeltfarvede idianerhoved ud med et indianerkranie hos Comanche MC.
"Let the new story begin". Sådan skriver den tidligere professionelle bokser Patrick Nielsen på en såkaldt story på sin Instagram. Satudarah MC skifter det dobbeltfarvede idianerhoved ud med et indianerkranie hos Comanche MC.
 Foto: Privat

Satudarah MC er en såkaldt 1 procent motorcykelklub, der stammer fra Holland. Men den gul/sorte rockergruppering gjorde sit indtog tilbage i 2013, da gadebanden Værebros Hårde Kerne (VHK) valgte at bytte den uformelle bandestruktur ud med veste.

Prominente rockere

Satudarahs indtog i Danmark for 10 år siden var med til at starte en ny rockeræra i landet.

Forinden accepterede landets to største motorcykelklubber, Hells Angels og Bandidos, ikke andre 1 procents klubber i Danmark.

Med oprettelsen for et årti siden førte det til flere mindre opgør mellem Satudarah og de to allerede etablerede rockergrupperinger - men blev med tiden accepteret i det danske rockerlandskab.

Flere prominente tidligere medlemmer af Hells Angels og Bandidos har siden meldt sig ind under fanerne med indianeren som rygmærke.

Den tofarvede idianaer på ryggen indikerer at Satudarah rummer alle etniciteter i grupperingen.

Historisk set er Hells Angels og Bandidos Danmarks to førende rockergrupperinger - men i 2013 blev de udfordret af Satudarah MC, der siden er vokset sig store og stærke inde for landets grænser.
Historisk set er Hells Angels og Bandidos Danmarks to førende rockergrupperinger - men i 2013 blev de udfordret af Satudarah MC, der siden er vokset sig store og stærke inde for landets grænser.
 Foto: Vibeke Toft/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Den tidligere bokser Patrick Nielsen meldte sig blandt andet ind i klubben tilbage i 2020, hvor han forklarede til BT, at han altid havde været antiracistisk og derfor passede godt ind i klubben.

Flere af rockerklubbens medlemmer afsoner særdeles lange straffe for blandt andet tung narkokriminalitet og voldshandlinger.

Lukket på grund af uenigheder

Ifølge Ekstra Bladet skyldes nedlæggelsen af Satudarah MC internationale uenigheder. Det meddeler den officielle talsmand for det tidligere Satudarah og nuværende Comanches, Daniel Poulsen, til avisen.

- Det er med stor sorg i vores hjerter at vi må meddele at SMC Danmark (Satudarah MC Danmark, red.) er fortid.

- Vi har igennem alle disse år lagt alle vores kræfter, sved og tåre i SMC, men efter længere tids uenigheder med andre lande om hvilken kurs klubben skulle ta, har vi følt os nødsaget til at træffe det sværeste valg nogensinde og har nu forladt Satudarah MC efter 10 lange år, skriver talsmanden i en udtalelse til Ekstra Bladet.

Han fortæller derudover til mediet, at det ikke er alle tidligere medlemmer af Satudarah, som tager skiftet til nystartede Comanches MC.

Siden nyheden torsdag eftermiddag kan SE og HØR konstatere, at adskillige rockere på de sociale medier har byttet Satudarah navnet ud med Comanches på deres respektive profiler.

Sponsoreret indhold