Så skete det: Første tobaksfrie Lidl er åbnet
Har du brug for en pakke smøger eller en bøtte snus, skal du styre udenom Lidl på Skagensvej 100 i Hjørring.
Butikken, der slog dørene op for kort tid siden, er nemlig den første, der ikke sælger nogen former for tobaksvarer.
Forleden meldte Lidl ud, at man vil udfase salget af tobaksvarer inden udgangen af 2028. det betyder blandt andet, at nyåbnede butikker ikke vil have smøger eller snus på hylderne – og dermed blev den nyåbnede butik på Skagensvej den første af sin slags, der ikke har tobak på hylderne.
Butikschef Kim Holm håber, at kunderne vil støtte dem og handle i stor stil – også selv om der ikke er tobak.
– Vi er stolte over at vores butik i Hjørring er den første, der bidrager til forhåbentlig at nedbringe den triste statistik omkring rygning, der hvert år koster mange menneskeliv. Jeg håber, at vores kunder vil udvise opbakning til, at vi ikke har cigaretter og anden tobak på hylderne i butikken – ikke mindst overfor mine kollegaer i butikken. Vi vil i hvert fald sikre, at kunderne stadig kan finde alle vores andre gode produkter på hylderne, siger butikschefen i en pressemeddelelse.