Efter "Ex on the beach"-drama: Nu bejler Mathias Bjørnhof til Sille Thorsen
Det var en kniv i hjertet, da Mathias Bjørnhofs flirt Emma Sofie Sønderby Bloxsome stak af med hans bedste ven. Men til en trøst har ”Ex on the beach”-godten fået en stærk relation til en anden babe fra samme sæson.
– Det er nu fortid, og jeg ser kun fremad, da jeg har fået det utroligt godt med en anden, fortæller han til SE og HØR.
Lyt til "Sladderministeriet" med Trine og Julica fra "Ex on the beach":
– Efter alt det rod, der har været, har jeg ikke datet, men i stedet nydt mine venner og folk omkring mig. Og så kan man jo ikke undgå, at der er nogen, der stikker ud, siger Mathias Bjørnhof kryptisk.
Den nye kvinde, der har fået en stor plads i Mathias’ hjerte, er Sille Thorsen.
– Sille har jeg fået et utroligt tæt forhold til. Vi snakker hver dag og ses, når der er mulighed for det. Hun har generelt altid været der for mig i nedture og opture, hvilket jeg sætter enorm pris på.
– Vi er superglade for hinanden selskab på alle måder, og der har mere eller mindre altid været lidt flirt. Men det har ikke været lige nemt, så jeg tror bare, vi har holdt lidt igen. Også fordi vi begge har meget at se til.
Han udelukker ikke, at forholdet med Sille Thorsen kan udvikle sig.
– Jeg leder ikke direkte efter et forhold, og jeg ved, at Sille har det på samme måde. Vi har bare altid en fest sammen, på alle måder, og vil blive ved med at nyde det.
Til SE og HØR bekræfter Sille Thorsen, at hun og Mathias Bjørnhof har et særligt forhold.
– Der er flere, der viser interesse for mig. Angående Mathias, så har vi altid haft det godt i hinandens selskab. Afstanden har haft betydning, også fordi vi ikke ser hinanden så ofte, og derfor kommer det mere til udtryk, når vi så bliver genforenet, forklarer hun.
– Vi er på nuværende tidspunkt ikke kærester eller låst på nogen måde. Det er stadig på venskabeligt plan.
Sille vil heller ikke afvise, at det vil kunne blive til mere på et tidspunkt, hvis de to flytter tættere på hinanden.
– Det vil jeg ikke kunne svare på, desværre.
Selv om Mathias beskriver forholdet som mere og andet end et venskab, vil han ikke sætte alt for store ord på sine følelser for hende. I stedet vil han tage en dag ad gangen og se, om noget blomstrer mellem dem.
– Jeg har været superuheldig med kærligheden, efter jeg kom hjem fra ”Ex on the beach”! Så jeg vil tage en anden vej og faktisk bare lade tingene ske af sig selv, forklarer realitydeltageren.
– De andre gange har jeg måske været lidt for hurtig, efter hvad man har kunnet se på udfaldet.