Sofie Bredgaard om VM: Det er de oplevelser, man lever for
Den danske landsholdsspiller, Sofie Bruun Bredgaard, har gjort kometkarriere både på landsholdet og på klubplan.
I februar vandt hun Spillerforeningens pris som ’Årets talent’, og i efteråret var hun nomineret til prisen som årets ’Golden Girl’, hvor de nominerede anses for at være de største unge talenter i Europa.
Trods det blot er et lille år siden, hun debuterede på det danske landshold, nåede hun at sikre sig en billet til EM i sommer.
For Sofie var det en kæmpe drøm, der gik i opfyldelse, men det var også en slutrunde, der tærede på de fysiske og mentale kræfter.
- Det var en virkelig stor oplevelse, EM endte jo med at blive en virkelig stor oplevelse for mange. Jeg er også blevet en del erfaringer rigere.
- Det er hårdt at være til en slutrunde, men tiden efter er også hård. Man er sammen i så lang tid, og når man kommer ud af den boble, og hverdagen så bare ruller på igen, så kan det være svært, fortæller hun om oplevelsen.
Den 21-årige midtbanespiller tørner til dagligt ud for svenske FC Rosengaard, hvor hun allerede i efteråret - efter skiftet i sommer - kunne kalde sig svensk mester 2022.
Men intet kan sammenlignes med EM og VM. Det er, ifølge Bredgaard, det største en fodboldspiller kan opleve.
- Det er de oplevelser, man drømmer og lever for, når man spiller fodbold, så forhåbentlig får jeg lov til at være med til endnu en slutrunde ved VM i Australien. Det er bare mega stort.
At spille foran så mange tilskuere, når man ved, at rigtig mange sidder og kigger med derhjemme, og man selv har siddet og set med ved slutrunderne - det var en surrealistisk oplevelse, fortæller hun.
Danmarks skuffende exit fra gruppespillet ved sommerens EM, har ifølge Sofie Bredgaard bare givet blod på tanden til truppen forud for den kommende slutrunde.
- Det er selvfølgelig at få revanche for vores EM, så vi drømmer selvfølgelig om at gøre det bedre og gå videre – først og fremmest. Jeg tror, at alt kan ske, når man først er i knock-out kampene. Så må vi se, hvordan det går, siger hun.
Danmark er i havnet i VMs gruppe D, hvor de møder Kina, England og Haiti. De danske kvinders første opgør spilles den 22 juli mod Kina kl. 14.00 dansk tid.