Josephine Højbjerg får tilbud fra fyrene, men …
LÆS OGSÅ: Josephine Højbjerg erkender: Det var hun nervøs for
Voksenlivet banker på hos Josephine Højbjerg, 20, der blev student sidste sommer.
Nye job, beskeder fra fyre og drømmen om at flytte hjemmefra. Skuespilleren som alle lærte at kende som Tinka er godt i gang med at vise, at hun er meget mere end en halvnisse, og lige nu kan man se hende i ”The Journey: 15 dage i Nepal” på TV3 og Viaplay.
Mange har set hende i fjernsynet, og det har skabt aktivitet i hendes indbakke, men hun har ikke travlt med at finde en kæreste.
– Jeg vil gerne have en kæreste, hvis det er det, der skal ske. Men jeg har det vildt dejligt i øjeblikket, lyder det med et smil fra Josephine, som ikke helt ved, hvad hun skal gøre med den store opmærksomhed.
– Der er da nogle, der skriver. Men jeg er en pivskid – jeg tør ikke rigtig at svare. Jeg er så dårlig til at møde folk, som jeg ikke kender i forvejen. Men jeg bliver glad for det, siger Josephine.
Hun har da også samlet mod til at svare nogle stykker.
– Så skriver jeg bare tak, for jeg tør ikke andet, erkender Josephine.
Vil flytte hjemmefra
Lige nu er der da også nok andre ting, som fylder. Hun bor officielt på Bornholm med sin mor. Men filmproduktionsselskabet har stillet en lejlighed til rådighed for Josephine, mens hun optager TV 2-serien ”Dark horse” i København, hvor hun spiller over for Birgitte Hjort.
– Det er virkelig dejligt. Jeg har jo sovet på luftmadrasser og bitte, bitte små hotelværelser. Jeg kan sagtens sove på en luftmadras, men det er virkelig dejligt at komme hjem til en lejlighed, hvor jeg kan lave noget ordentlig mad.
– Jeg kan se, at det gør en forskel, når jeg skal på arbejde, at jeg er veludhvilet og ikke har sovet dårligt på en luftmadras, siger skuespilleren.
Selv om hun ved, at hun kommer til at savne Bornholm og sin mor og mormor derovre, så er hun på jagt efter en permanent bolig i hovedstaden.
– Jeg kigger på lejlighed i København, og det er der, jeg gerne vil bo og jeg har også familie der. Men min mor og mormor bor på Bornholm, og jeg prøver at lokke dem med. Jeg tror ikke, jeg får min mormor med og det har jeg det meget hårdt med, siger Josephine.
Stort familiemenneske
– Jeg savnede min familie, men jeg havde frygtet, at det ville være en stor, stor ting for mig. Jeg er virkelig familiemenneske, og jeg er vant til at være sammen med min mor og mormor hele tiden. Men jeg havde så travlt og fik så mange oplevelser.
Når hun i dag skal beskrive turen, bruger hun ord som både magisk og noget, hun ville ønske hun kunne gentage. Og så er hun også vild med de fem andre deltagere, som hun fik et fantastisk forhold til.
– Jeg var vildt nervøs, da jeg var den yngste. Jeg var bange for, at jeg ville falde udenfor og ikke føle, at jeg svingede med dem og ikke vidste, hvad de snakkede om. Men det blev gjort til skamme, kommer det med et stort smil fra Josephine.