Albert Dyrlunds forældre udgiver bog om deres søns liv
I sommeren 2021 døde Albert Dyrlund, efter han faldt ud over en skrænt i Italien.
Den kendte youtuber blev blot 22 år, og hans tragiske dødsfald chokerede ikke bare branchen – men hele Danmark.
Knap to år efter Dyrlunds alt for tidlige død, udkommer hans forældre, Kenneth Dyrlund og Vibe Jørger Jensen, nu med en bog om deres søns liv. Det skriver forlaget Wadskjær Forlag i en pressemeddelelse.
Bogen har fået titlen "Albert Dyrlund uden filter", og den udkommer den 2. juni.
Ifølge pressemeddelelsen fortæller Albert Dyrlunds forældre hans "utrolige historie", der blandt andet tæller en af Danmarks største YouTube-kanaler, musikalske udgivelser og en hovedrolle i en spillefilm.
Kort efter Albert Dyrlunds død udtrykte hans forældre også deres sorg, efter de havde mistet deres søn alt for tidligt:
– Vi er i dyb sorg, men det varmer trods alt at høre, hvor meget Albert har betydet for så mange mennesker.
– Vi sender en særlig tak til alle hans fans og følgere, skrev det rørte forældrepar dengang til Ekstra Bladet.