Krimi26. maj 2023

Så mange sigtes for brud på navneforbud i Emilie Meng-sag

Sigtet for bortførelse af pige og drab på Emilie Meng har navneforbud. Over 100 er anmeldt for at bryde det.
En 32-årig mand er sigtet i sagen om drabet på Emilie Meng. 
En 32-årig mand er sigtet i sagen om drabet på Emilie Meng.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Politiet har modtaget over 100 anmeldelser om brud på navneforbuddet på den mand, der er sigtet for at bortføre en 13-årige pige og at have dræbt Emilie Meng.

Fire er sigtet for brud på navneforbuddet.

Det oplyser Rigspolitiet til Ritzau.

De i alt 123 anmeldelser er modtaget mellem den 16. april og den 14. maj.

Der er alene tale om anmeldelser. Det er altså ikke sikkert, om navneforbuddet er blevet overtrådt i de pågældende tilfælde.

Når der er nedlagt et navneforbud, er det ikke blot en persons navn og billede, som ikke må deles. Også personens arbejde, adresse og andet, der kan identificere personen, er omfattet af forbuddet.

Et navneforbud gælder, fra det bliver besluttet af en dommer. Det kan ikke nedlægges med tilbagevirkende kraft. Bliver det overtrådt, kan det straffes med bøde.

Den 32-årige mand blev anholdt den 16. april og sigtet for at bortføre og voldtage en 13-årig pige fra Kirkerup på Vestsjælland.

17. april blev han varetægtsfængslet, og der blev ved retsmødet den dag nedlagt et navneforbud, som betyder, at hans identitet ikke må deles.

Den 13-årige pige blev ifølge politiet bortført lørdag den 15. april, da hun var ude at cykle, efter at hun havde delt aviser ud.

Den sigtede har fået meget opmærksom i tiden efter hændelsen og anholdelsen, og hans navn og billede er blevet delt på sociale platforme.

Siden er manden også blevet sigtet i yderligere to sager.

Han sigtes for drabet på 17-årige Emilie Meng i 2016. Samtidig er manden blevet sigtet for voldtægtsforsøg mod en 15-årig efterskoleelev i Sorø i november sidste år.

Den 17. maj fastslog en dommer i Retten i Næstved, at han også skal sidde varetægtsfængslet på baggrund af de to sager.

Det kan tænkes, at han vil begå nye overfald på piger, hvis han sættes på fri fod, vurderede dommeren yderligere.

Politiets materiale fra efterforskningen er i sagen blevet fremlagt bag lukkede døre. Enkelte oplysninger er dog blevet nævnt af dommeren.

I sagen om drabet på Emilie Meng gælder det for eksempel, at han på gerningstidspunktet ejede en bil, der ligner en bil, der optræder på overvågningsbilleder.

Desuden belaster det ham, at han få timer før overfaldet var tæt på det sted, hvorfra Emilie Meng forsvandt ved Korsør Station.

Også at den sigtede foretog indkøb i forretningen Harald Nyborg dagen før hendes forsvinden, spiller en rolle. Hvad han købte, oplyses ikke.

Mistanken underbygges desuden af fund, der er gjort på mandens bopæl under en ransagning. Det drejer sig om dna-spor. Også fund på liget har betydning, fremgår det.

Manden nægter sig skyldig i drabet på Emilie Meng, voldtægtsforsøget på den 15-årige, men erkender delvist sigtelsen i sagen om bortførelsen af den 13-årige.

Han skal sidde bag tremmer frem til 8. juni. Her skal retten tage stilling til, om fængslingen skal fortsætte.

/ritzau/

Sponsoreret indhold