Kongehuset deler fantastisk nyhed: Nu er prins Gustav og prinsesse Carina blevet forældre
De skulle så grueligt meget igennem, før de kunne få hinanden.
Og nu er lykken total for prins Gustav, 54, og prinsesse Carina, 54.
Sidste sommer fik de langt om længe lov til at blive gift – og nu er de så blevet forældre til en velskabt søn.
Parret er blevet forældre med hjælp fra en rugemor i USA.
Den lykkelige begivenhed har det danske kongehus for kort tid siden bekræftet på Instagram:
”Fredag den 26. maj 2023 blev Deres Højheder Prins Gustav zu-Sayn-Wittgenstein-Berleburg og Prinsesse Carina zu-Sayn-Wittgenstein-Berleburg forældre til en søn.
Den nyfødte prins kom til verden i USA ved hjælp af en rugemor. Både Prins Gustav og Prinsesse Carina var til stede under fødslen”.
Med fødslen af den lille prins er prinsesse Benedikte, der er mor til prins Gustav, nu farmor for første gang. Hun er i forvejen mormor til fire: Datteren prinsesse Nathalie har Konstantin og Louisa, mens datteren prinsesse Alexandra har Ingrid og Richard.
Parret blev gift sidste sommer efter en lang og sej kamp.
Prinsen, der er søn af prinsesse Benedikte, havde nemlig kæmpet i årevis for at få sit livs kærlighed, Carina Axelsson. Og hun havde kæmpet for at få ham.
Parret mødte hinanden for 20 år siden, men det var først i 2022, de fik lov til at blive mand og kone.
Det skyldtes både et testamente forfattet af prins Gustavs farfar og en arvestrid med en grandonkel, men lad os starte med testamentet.
Prins Gustavs farfar, Gustav Albrecht af Sayn-Wittgenstein-Berleburg, skrev i sit testamente, at det var et krav, at den person, der arvede Berleburg Slot, skulle gifte sig med én, der var adelig, arisk og protestant.
Og det krav kunne prins Gustav, der stod som arving til slottet i Bad Berleburg, altså ikke leve op til med sin svensk-mexicanske kæreste, der havde en katolsk baggrund.
Strid om slottet
Som om der ikke var nok hindringer på banen, så måtte prins Gustavs kort efter sin fars død i 2017 kæmpe for at beholde slottet.
Hans grandonkel, prins Ludwig-Ferdinand, kom nemlig på banen og hævdede, at han var den retmæssige ejer af slottet.
I tre år kørte sagen ved forskellige retsinstanser, og i 2020 blev det så afgjort, at prins Gustav var slottets retmæssige ejer.
Ydermere afgjorde retten, at farfarens testamente var i strid med menneskerettighederne, og nu var vejen altså banet for, at prins Gustav endelig kunne få sit livs kærlighed.