Bristet blodkar i hjernen: Højgravid influencer lagt i koma
Det skulle have været den mest lykkelige tid i deres liv.
Men i stedet er det blevet et sandt mareridt.
Lige nu kæmper en amerikansk influencer for sit liv på hospitalet, mens hendes bekymrede mand våger over hende.
35-årige Jackie Miller James kollapsede for to uger siden for øjnene af sin mand Austin. Hun var højgravid og blot en uge fra termin, da hendes mand måtte haste hende på hospitalet.
Lægerne konstaterede, at Jackie var ramt af en hjernehindeblødning, og at hendes liv kun stod til at redde, hvis hun blev lagt i kunstig koma.
Her har hun ligget siden, mens hun desuden har gennemgået hele fem operationer i hjernen.
Da Jackie blev indlagt, valgte lægerne i samme ombæring at foretage et akut kejsersnit.
Heldigvis var hendes datter ikke medtaget, og hun bliver nu plejet af sin far, der altså samtidigt må våge over Jackie.
I forbindelse med den tragiske sag har Jackies familie valgt at starte en GoFundMe-indsamling for at støtte familien i den svære tid:
– Jackie fortsætter med at kæmpe for sit liv hver dag, og vi er optimistiske og tror, at hun kan slå oddsene med den rette hjælp og med støtte fra dem omkring hende. Selv om vejen stadig er lang, er vi fast besluttet på at kæmpe for at få Jackie og hendes datter hjem, står der i indsamlingen.