Kendte12. juni 2023

Christopher og Cecilie efter nummer to: Flere børn på vej

En måned efter de blev forældre for anden gang lever lidenskaben stadig i bedste velgående hos stjerneparret, som her krænger deres forelskede hjerter ud
Christopher og Cecilie Haugaard
Var der ikke hot, så blev der det, da Christopher, 31, satte armen om sin Cecilie Haugaard, 33, og førte sine velsyngende læber mod hendes modelskønne mund. Men når nu døtrene Noelle, to år, og Isabelle på en måned blev passet af hver sin barnepige – hvorfor så ikke?
 Foto: Martin Høien

LÆS OGSÅ: Se billederne: Christopher gik i vanvittig træningslejr

Mens juniluften så småt varmer op under de sommerkåde danskere, mødes to par kendislæber i glohede kys.

Og for popvidunder og nybagt filmstjerne Christopher og influencer og modelgudinde Cecilie Haugaard er det hverdag at få amorinerne til at boble imellem sig – og lade blodet pumpe, så det kan ses i årerne.

Christopher og Cecilie Haugaard
Popprinsen og modelprinsessen mødte hinanden i 2014. I sidste uge kunne de så fejre blomsterbryllup – efter at have sagt ja til hinanden for evigt 1. juni 2019.
 Foto: Thomas Laursen

Også selv om det celebre ægtepar netop er blevet forældre for anden gang.

– Hvis der er noget, Cille og jeg bestemt ikke mangler, så er det passionen og lidenskaben i vores forhold, lyder det således ærligt fra Christopher, da SE og HØR forleden møder københavnerhugget før premieren på hans debut som hovedrolleindehaver i Netflix-filmen ”A Beautiful Life”.

Cecilie Haugaard og Christopher
Selv om Cille og Christopher netop er blevet forældre for anden gang, prioriterer de kærestetid kun de to. Mon ikke sommerens festivaler kunne danne rammen om netop det – nøjagtigt som festparret har for vane.
 Foto: Peter Grosen

Tuder til tamponer

Og lige nu er livet smukt hjemme hos den 31-årige hitsmed og hans henrivende hustru.

– Det er dobbelt så hårdt, men også dobbelt så fedt at få nummer to. Ikke mindst når de græder i stereo, fortæller den nybagte farmand, som kun er blevet endnu mere følsom efter Isabelle for nylig gjorde toårige Noëlle til storesøster.

Ja, helt klart! Jeg kan jo sidde og tude til en reklame for tamponer … Arh, måske ikke lige tamponer, men … Tudeture er der i al fald flere af nu, erkender Christopher.

Christopher
– Jeg er en meget kærlig far med en uendelig kærlighed til mine piger. Så kan det godt være, jeg er ude at rejse og spille koncerter – og ikke kan lave havregrød til dem hver morgen. Men de morgener, jeg så er der, laver jeg den bedste havregrød, de har smagt, siger Christopher, som ikke lægger skjul på, hvor taknemmelig han er for det læs, hustruen slæber.
 Foto: Martin Høien

Tårerne – både hans egne og døtrenes – skræmmer ham dog ingenlunde.

For musikgeniet har altid haft planer om en hel børneflok – og det har han stadig.

– Jaja, vi skal have mange flere børn, når faderhjertet at løbe over med, før fru Cille bryder ind:

– Mange flere? Nå, skal vi det? Ja, okay, det skal vi nok – men vi tager lige et ad gangen, ikke, ler den 33-årige Odense-skønhed, der også denne aften stråler som en kornblomst på en sankthanseng.

Cecilie Haugaard
– Det er virkelig rigtigt, at barn nummer et tager din frihed, mens nummer to tager pauserne. Men det er også dejligt – og vi er så heldige at have meget familie og nogle fantastiske bedsteforældre for vores piger, siger ”Cillemouse”, som fødte for blot en måneds tid siden.
 Foto: Martin Høien

Og når de kommer er familien rykket tættere på netop det: Blomster og enge.

– Vi skal have noget mere plads – og flere børneværelser – og gerne noget mere grønt omkring os.

Og vi er lidt lune på nogle forskellige steder lige nu, afslører Christopher, som også gerne røber, at ønskedestinationen nok ligger nord for hovedstaden.

Dyrt og dampende

De dyre adresser burde der da også være råd til.

I februar solgte parret deres hjem på Holmen i København for svimlende 21 mio. kr. – den højeste kvadratmeterpris for et rækkehus nogensinde i området.

Rammerne synes dermed snart at være helt på plads – men skal der flere end fire navne på postkassen i det nordsjællandske, er det også bare med at fortsætte de lidenskabelige takter.

Og det gør turtelduerne – nu gift på femte år – så.

Christopher og Cecilie Haugaard
 Foto: Martin Høien

– Jeg – og vi – har meget fokus på at blive ved med at være kærester – og tage nogle friaftener en gang imellem. Bare os to, lyder det fra Cille, før hun kaster diamantøjnene over på manden i hendes liv.

Der er lagt op til passion – i den dampende dobbeltseng.

Sponsoreret indhold