Nu er afgørelsen kommet: Natascha Linea vinder delvist i Ankestyrelsen
Siden 26. april har den højgravide Natascha Linea kæmpet en sag mod Lolland Kommune, der fik tysk politi til at hente hendes sønner, Novah og Miso, og anbringe dem i to forskellige danske plejefamilier.
I mere end en måned har den højgravide Natascha Linea kun måttet tale én gang om ugen med sin ældste søn Novah og en time hver anden uge med Miso, mens hun sammen med sin advokat, Mia Søgaard, har kæmpet for at få dem hjem.
– Vi vandt runde et. Selvfølgelig gjorde vi det, fortæller hun til SE og HØR, efter hun selv lige har fået beskeden.
– Jeg er glad, selvfølgelig. Der vil jo altid være en risiko for, at vi ikke ville vinde, men det er gået godt. Jeg kan heller ikke se, hvordan vi ikke skulle vinde.
Sådan lyder Ankestyrelsens dom
Vi vurderer, at der ikke var et øjeblikkeligt behov hos Miso/Novah den 5. april 2023, der gjorde det nødvendigt, at formanden for børn og ungeudvalget traf en foreløbig afgørelse om anbringelse af Miso/Novah uden for hjemmet uden Natascha Linea Kaup Jensens samtykke.
Vi vurderer også, at Natascha Linea Kaup Jensen ikke den 5. april 2023 blev spurgt, om hun var enig i, at Miso/Novah skulle anbringes uden for hjemmet, da formanden traf den foreløbige afgørelse.
I Ankestyrelsen igen
Højgravide Natascha Linea skal føde tvillingerne Nadia og Elias om tre uger, men hun fortæller også, at hun og hendes advokat efter fødslen skal til endnu et møde i Ankestyrelsen i starten af næste måned, hvor de skal tale den unge mors sag.
Først og fremmest har Ankestyrelsen afgjort, at der ikke var grundlag for en akut anbringelse af de to drenge. Ved det næste møde skal det vurderes, om der har været grund til en almindelig anbringelse af de to drenge. Indtil den afgørelse er truffet, bliver de to drenge i deres plejefamilier.
Har vundet før: Natascha Linea kæmper for at få sønnerne hjem
– Det er okay. Vi har en bedre sag, nu hvor vi har vundet første runde, fortæller en optimistisk Natascha Linea.
Tilbage til Tyskland
Hun fortæller også, at planen er at tage drengene med til Tyskland, hvor de vil leve deres liv og finde sig til rette i deres nye lejlighed, hvis de bliver hjemgivet.
– Især nu hvor Barnets lov er trådt i kraft, skal jeg ikke bo i Danmark mere, fortæller hun.
Hvad er Barnets lov?
Barnets Lov er nu vedtaget, efter at regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti har stemt loven igennem.
Med Barnets lov styrkes børns rettigheder på en række punkter. Med loven bliver det et krav, at man ser på hele søskendeflokken, når et barn bliver anbragt på grund af forældrenes omsorgssvigt. Børn får desuden partsstatus ved det 10. år. Det betyder blandt andet, at børnene får adgang til at klage over afgørelser. Med loven bliver det også muligt for børn selv at sige nej til samvær med deres forældre i en periode. Samtidig får børn, hvis forældre eksempelvis har et misbrug eller står i en konfliktfyldt skilsmisse, ret til at opsøge behandling i en civilsamfunds-organisation uden forældrenes samtykke.
Selv om Ankestyrelsen skriver, at der ikke har været grund til akut anbringelse, skriver de også, at de vurderer, at flytningen til Tyskland ikke er gjort med henblik på at have permanent ophold i vores nabo mod syd.
” … Flytning til Tyskland alene skete med henblik på at unddrage sig de danske myndigheder og en anbringelse af Nova (Red. Miso i andet dokument) og ikke med henblik på at tage permanent ophold i Tyskland.”
Det er dog ikke noget, hun har meget til overs for, fortæller hun.
– Det er bare noget lort, de skriver. Jeg har givet dem dokumentation for at, jeg havde søgt lejlighed og sygesikring til mig og børnene i Tyskland.
Hun holder også humøret højt, indtil hun igen skal en tur i Ankestyrelsen.
– Det er selvfølgelig irriterende, at drengene ikke kan komme hjem endnu, men jeg er stadig rimelig optimistisk, nu hvor vi har vundet første runde, slår hun fast.