
Kim Kardashian gør tykt grin med lillesøster Kendall Jenner
LÆS OGSÅ: Har Kim Kardashian fået sig en ny kæreste?
Ingen skal komme og sige, at Kardashian-familien ikke kan tage pis på sig selv.
Senest er det den 42-årige Kim Kardashian, som tilsyneladende har moret sig over sin 27-årige lillesøster, Kendall Jenner, og hendes datinghistorik.
Selvom Jenner for tiden har kastet kærligheden over den 29-årige rapper Bad Bunny, så synes Kimberly alligevel, at vi absolut ikke må glemme, hvem der tidligere har besøgt Kendalls sovekammer.
I en ny TikTok-video, som "The Kardashians"-Kim har lavet sammen med datteren North West, vimser Skims-grundlæggeren rundt i en t-shirt med teksten "Kendall Starting Five".

T-shirten viser fem af Kendall Jenners forhenværende flammer.
Den seneste ekskæreste, Devin Booker, er med, mens der også er billeder af NBA-drengene Blake Griffin, Ben Simmons, Jordan Clarkson og Kyle Kuzma.
De mest opmærksomme Kardashian-fans har tidligere noteret sig, at Kim også ses med den kække t-shirt på i traileren til tredje sæson af familiens populære realityserie.
Og skulle man være en af dem, der synes, at Kardashian-joken er lårklaskende morsomt, så kan t-shirten findes flere steder på Etsy.

Kendall Jenner har tidligere holdt fast i, at hun egentlig kun har datet Blake Griffin og Devin Booker.
Rygterne om, at Jenner skulle have droppet NBA-spillere til fordel for en musiker, begyndte at tage til for flere måneder siden.
I maj måned lod den så til at være god nok, da Kendall og rapkæresten dukkede op til en basketballkamp i Los Angeles.
Se TikTok-videoen her:
