Sigurd Holmen Le Dous afslører: Dét kommer til at ske i sidste sæson af "Badehotellet"
Indspilningerne er i gang, og det betyder, at fans af den populære serie "Badehotellet" godt kan begynde at glæde sig.
Men hvis de smiler med det ene øje, så græder de nok med det andet.
For den kommende sæson af den succesfulde serie bliver også den sidste.
En af de karakterer, der derfor skal siges farvel til, er Philip Dupont, der spilles af Sigurd Holmen Le Dous.
Ham fangede SE og HØR på den røde løber til Årets Reumert, hvor han var spændt på aftenens prisuddeling.
Sammen med resten af "Badehotellet"-holdet er han snart er snart aktuel med den 10. og sidste sæson, og han kunne fortælle, at de er i gang med at filme.
– Det er dejligt og vemodigt at være i gang. Det er utrolig mærkeligt, at det snart slutter, men det er dejligt at få lov til at slutte det ordentligt af, siger han til SE og HØR.
Selv om den populære skuespiller ikke havde lyst til at råbe alt for meget, så blev der lokket lidt ud af ham.
Og det er til trods for, at skuespillerne end ikke selv har fået hele manuskriptet endnu.
– Det overrasker hver gang, og der er flere gamle karakterer, som kommer tilbage og bliver rundet af. Det synes jeg er så fedt!, tilføjer han.
Selv om det er vemodigt at være i gang igen med sidste sæson af "Badehotellet", så er han ikke i tvivl om, at det er det rigtige at stoppe der.
– Det har været fantastisk, men jeg synes også, det er det rigtige at gøre nu, hvor folk stadig gider se det, og folk stadig gider at lave det. Så det er fedt at sige "Ti styks" og så sige, at det er det, slutter Sigurd Holmen Le Dous af.