Nu er Peter Belli rejst i forvejen: Junes sidste morgenkys
SE MED: Følg begravelsen her
LÆS OGSÅ: Her begraves Peter Belli
Der er en sidste gang for alting.
Og i sidste uge var det allersidste gang, June og Peter Belli kunne morgenkysse.
Den 79-årige ulv hylede nemlig for sidste gang 8. juni.
– Det er med stor sorg, vi må meddele, at vores elskede mand, pappa, dadi og svigerfar, Peter Belli er gået bort, skrev pladeselskabet Target Group på vegne af den legendariske sangers familie.
De fortæller samtidig, at familien var omkring Peter Belli, da han åndede ud for sidste gang efter længere tids sygdom.
– Familien ønsker ro til at bearbejde deres store tab. ”Ulven” har takket af for sidste gang, lyder det.
Mor i seng med vennen
Tabet efterlader familien Belli uden dets overhovedet–og June uden morgenkysset, som ellers var noget, ægteparret altid huskede i de 55 år, de var gift.
– Kærlighed er ubeskrivelig. Jeg kan bare sige, at jeg elsker June. Det første, jeg gør om morgenen, er at sige godmorgen til hende og give hende et kys.
– Og det sidste, vi gør om aftenen, er at sige godnat og give hinanden et kys, har Peter sagt i Kristeligt Dagblad.
Peter Belli havde en hård start på livet.
Han blev født 19. juni 1943 på et toilet i Tyskland under anden verdenskrig.
Her arbejdede hans mor på en konservesfabrik, mens han aldrig mødte sin franske far.
Tilbage i Danmark fandt Peter Bellis mor sammen med Fritz Belli–og Peter fik sin stedfars efternavn, men samme stedfar gav ham også tæsk og en utryg barndom.
Da Belli blev en stor teenager, satte han dog en stopper for det.
Stedfaren forsøgte oven på et fængselsophold at vinde Peters mor tilbage–men Peter var blevet stærkere–både fysisk og mentalt–og da stedfaren opsøgte dem, tæskede Peter ham så voldsomt, at han holdt sig væk fra familien.
June reddede mit liv
Peter Belli kaldte June sin skytsengel.
Han var ikke i tvivl om, at hun holdt ham i live–en gang reddede hun ham endda fra at begå selvmord.
Det fortæller Belli i sin bog ”Et, enestående liv – min rejse fortalt i billeder”, der udkom i 2011.
Her indvier Peter læserne i, at han var plaget af gæld og stress og derfor kørte han til Køge Bugt med en pistol. Men da han satte den for tindingen og trykkede kom der kun et lille klik.
– Hun (June, red.) havde set, hvor langt ude jeg var, og havde derfor filet slagstiften på pistolen ned.
Hun kendte alt til skydevåben fra tivoliet og havde selv stået i skydeteltet i årevis, så hun vidste noget om pistoler, fortæller sangeren i bogen og tilføjer:
– Hvis ikke June havde været hurtig og smart, havde jeg ikke siddet her i dag, lød det fra Belli.
Problemerne stoppede dog ikke her.
En dag kom teenageren Peter hjem og fandt sin mor i seng med hans bedste ven.
Det kunne Belli slet ikke holde ud–men det var ham selv og ikke vennen, der blev smidt på porten.
Og her tog Belli en beslutning om, at han aldrig mere ville se hverken sin ven eller sin mor.
Elsker hinanden så højt
Den kaotiske barndom og ungdom står i skærende kontrast til Peter Bellis familieliv med June.
Ægteparret var ikke kun sammen i privaten.
June var som oftest også ved Peters side, når han rejste rundt i landet og optrådte, uanset om det var som musiker, i cirkus eller som skuespiller.
Sådan havde de det nemlig begge bedst.
– Hun skal være omkring mig. Og når jeg har været på længere ture, har jeg ofte haft June og børnene med. Ellers er det frygtelig ensomt.
– Så hun har været en del af både musikken og min karriere i hele mit liv, sagde Belli i Kristeligt Dagblad.
Nu er June alene–men faktisk gjorde parret sig allerede tanker om den slags for 10 år siden.
– Det sværeste er den, der kommer til at sidde tilbage. Jeg har det faktisk frygteligt ved at tænke på, hvis hun går bort før mig.
– Jeg aner ikke, hvad der vil ske med mig. Eller omvendt.
– For pokker. Det er jo fordi, vi elsker hinanden så højt, sagde sangeren for 10 år siden i B.T.
Den sidste sang
June har dog haft noget tid til at forberede sig på, at hendes elskede en dag var væk.
Familien fortæller således, at musikeren har været syg igennem længere tid.
Og i april kom der da også en sidste hilsen fra Belli.
Fra hash til dansktop
Som ung musiker kørte det på skinner for Peter Belli og hans band Les Rivals.
Men i 1966 kom en sag om hash i vejen.
Peter blev beskyldt for at have solgt hash til skolebørn.
Det dementerede han i en radioudsendelse, men samtidig indrømmede han, at han havde røget hash.
Derfor blev han og de andre rivaler anholdt efter en koncert.
– Jeg er den eneste dansker nogensinde, som har fået en dom for at ryge hash. Hverken før eller efter dommen på 30 dages hæfte er en dansker blevet spærret inde blot for at have røget hash, skrev Peter Belli i sin biografi ”Jeg er, som jeg er”.
Han tror selv, det skete for at statuere et eksempel.
Sagen blev også enden på hans rockband.
Men efter et par års musikalsk dødvande genopstod han med noget mere blød musik, som røg direkte ind på dansktoppen.
Det var farmand, der havde fået idéen til sangen, som sønnike skrev.
– Min fars forespørgsel havde startet den tanke, at vi en dag skal sige farvel for sidste gang, men vi ved ikke hvornår, sagde Michel i april.
Dengang vidste han formentlig godt, at hans fars lys var ved at brænde ud–og det afspejler sig også i den rørende tekst.
– Når lyset brænder ud, og natten den bliver ved, og takten går i stå, så er det helt okay, for publikum var med, og stemningen var høj og sættet det var langt, der er altid en sidste sang, hvor vi siger farvel for sidste gang, synger far og søn i den sidste hilsen.
Peter Belli blev 79 år.
Familien har ikke oplyst, hvad han døde af, men nu er hele Danmarks–og Junes–”Ulv” rejst i forvejen.