Dulfi Al-Jabouris barske virkelighed: Far skudt ni gange
LÆS OGSÅ: Søs Egelind havde sit livs rejse i Nepal: - Jeg græd så meget
Krig, frygt og uro.
Det var virkeligheden for Dulfi Al-Jabouris inden han kom til Danmark. Skuespilleren, der bl.a. er kendt for film som ”R”, ”Underverden” og ”Krigen”, er nemlig født i Irak i 1990. De første år var gode, harmoniske og rolige, men det ændrede sig pludselig.
– Min far var i forsvaret. Han blev veteran, da han var blevet skudt ni gange, siger den 32-årige skuespiller, da SE og HØR møder ham.
Dulfis far var efterfølgende med i en modstandsbevægelse. Han blev derfor anholdt og sat i fængsel.
– Han blev tortureret i fængslet, fortæller Dulfi.
Imens faderen blev pint i fængslet, planlagde nogle af hans soldaterkammerater hans flugt.
– Han tog til Danmark og lavede familiesammenføring. Han ringede efter et år, hvor vi troede, han var død, lyder det fra Dulfi, der på det tidspunkt var blevet syv år.
Han flygtede efterfølgende til Danmark med sin mor og bror, hvor de blev genforenet med faderen. Siden er der kommet to søskende mere. Og Dulfis far har det godt.
– I dag lever han stadig, lyder det med et smil fra Dulfi, der flyttede til Amager, da han kom til Danmark. Og det var overvældende for ham.
– Jeg havde aldrig set sne før. Jeg havde aldrig prøvet en elevator, så det var nærmest magi for mig.
Fandt balance og ro
– Jeg elsker at udforske lande og kulturer og deres historie. Så jeg sagde ja med det samme, siger Dulfi, der har rejst i det meste af Europa, Mellemøsten og Nordafrika ligesom han har været en del i USA og Østasien.
I Nepal ville han gerne blive bedre til at finde en balance mellem at tage sig af sine kære og samtidig huske sine egne behov.
– Jeg er der altid for dem, jeg holder af. Men nogle gange kan det godt gå ud over mit overskud til mig selv, forklarer Dulfi.
– Den disciplin kunne jeg godt tænke mig at lære. Men undervejs på turen til Nepal, ændrede målet sig til, at jeg i virkeligheden ikke skulle have så travlt med at nå målet, lyder det fra skuespilleren, der føler, at han altid haster af sted.
– Når jeg så har nået målet, så nyder jeg det ikke, så tænker jeg: ”Jeg skal videre, hvad skal der ske nu”.
Men balancen og roen fandt han i Nepal.
– Der er noget helt specifikt med Nepal, som ikke kan beskrives eller forklares. Der er sådan et lag af spiritualitet. Det er et helligt sted, som folk fra hele verden besøger for at finde ro, siger han.