Keld og Hilda Heick mindes Peter Belli: - Han var jo nærmest den, der opfandt mig
LÆS OGSÅ: Se gæsterne: Nu bliver der sagt farvel til Peter Belli
Onsdag middag tager venner og familie afsked med den ikoniske rockmusiker Peter Belli, der gik bort den 8. juni efter længere tids sygdom.
Han skal begraves fra Brøndbyvester Kirke kl. 12.00, og allerede nu er flere kendte ansigter mødt op for at sige et sidste farvel.
Heriblandt dansktopparret Keld og Hilda Heick, der begræder tabet af deres mangeårige ven.
– Peter var jo den, der nærmest opfandt mig. Peter var medlem af den jury, som sad og skulle bedømme alle os, der deltog i Danmarksmesterskabet i pigtrådsmusik, og det gjorde vi, og vi gik hen og vandt, fortæller Keld Heick til den fremmødte presse.
Parret vil huske Peter Belli som en god ven, der samtidig haft en enorm betydning for dansk musik.
– Peter var vel den første rigtig store i pigtrådsmusikken. Han havde sin helt egen specielle stemme. Der var så meget power i den, og han var så rå, og man kunne høre, at det kom fra hjertet af, fortæller Keld Heick, hvorefter Hilda bryder ind og understreger, at han var "blød som smør".
LÆS OGSÅ: Peter Belli medvirker i "Det sidste ord"
Det husker de
Keld og Hilda Heick har kendt Peter Belli, siden de var ganske unge, og parret husker særligt stunderne fra familien Bellis campingvogn i Annexstræde. Inden de fik børn, mødtes de nemlig i ny og næ til aftensmad, og særligt én ret var et hit hos den ikoniske rockmusiker.
– Flæskesteg var Peters store livret – og sprøde svær, er du rigtig klog! Der var ikke noget, der kunne slå det, fortæller Keld Heick.
Peter Belli var omgivet af sin familie i tiden op til sin død. Derfor havde dansktopparret heller ikke meget kontakt med ham den sidste tid.
- Vi mistede lidt kontakten. Vi prøvede at ringe til dem nogle gange, men de vendte ikke tilbage, og så må man acceptere, at folk siger, "vi vil have fred og ro" omkring os selv, og det er jo nok tegn på, at der har været noget galt, fortæller Hilda Heick.
Peter Belli blev 79 år.
Du kan se alle billederne af de fremmødte gæster i galleriet herunder.