Helle Thorning-Schmidt om ny dokumentar: - Jeg var meget nervøs
LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt på Folkemødet: Viser ny tatovering
Sidste år til Folkemødet på Bornholm rendte et kamera-hold i hælene på Helle Thorning-Schmidt. Dengang kunne den tidligere statsminister dog ikke afsløre, hvad de filmede til.
Men det hemmelige projekt er altså mundet ud i dokumentaren "Statsministeren Helle Thorning-Schmidt", som fik premiere 12. juni, og skildrer historien om Danmarks første kvindelige statsminister.
Og ved dette års Folkemødet fortæller Helle Thorning-Schmidt til SE og HØR, at hun er glad for, at dokumentaren endelig er kommet ud.
- Jeg var meget nervøs for den, og jeg var meget nervøs for, hvordan den ville blive modtaget. Men det er dejligt, at den nu er færdig, og den er ude, så folk kan danne sig deres eget indtryk af det, forklarer hun.
- Jeg er glad for den måde, den er blevet taget i mod på. Særligt mange unge mennesker har sagt til mig, at de har lært meget af den, de blev berørt af den, og de har været glade for at få indsigt i den del af Danmarkshistorien.
Flere familiemedlemmer optræder også i filmen og giver deres besyv på Helle Thorning-Schmidts tid som statsminister.
- Alle i min familie er glade for, at de er med og har fået lov til at give deres version af historien. Jeg tror, at det har været vigtigt for dem at kunne fortælle, hvordan de har set på tingene, fortæller Helle Thorning-Schmidt.
Dokumentaren kan ses på Viaplay.