Nyheder16. juni 2023

Flere ansatte står frem: Elever kan finde på at slå ansatte

Tidligere lærere beretter om vold, elever med ekstreme sociale problemer og et voldsomt højt arbejdspres
Hverdagen på Ole Rømer-Skolen i Høje-Taastrup Kommune har de seneste år været præget af grov vold mellem elever, hash der sælges på den lokale station, verbale overfusninger, social kontrol og konfiskerede knive.
Hverdagen på Ole Rømer-Skolen i Høje-Taastrup Kommune har de seneste år været præget af grov vold mellem elever, hash der sælges på den lokale station, verbale overfusninger, social kontrol og konfiskerede knive.
 Modelfoto: Ritzau Scanpix

Hverdagen på Ole Rømer-Skolen i Høje-Taastrup Kommune har de seneste år været præget af grov vold mellem elever, hash der sælges på den lokale station, verbale overfusninger, social kontrol og konfiskerede knive.

Det fortæller flere tidligere ansatte til nyhedsprogrammet ‘Reporterne’ på 24syv. Deres beretninger bakkes op af en række påbud fra Arbejdstilsynet, som 24syv har fået aktindsigt i.

“Elever kan finde på at sparke, slå ansatte og skrige ansatte op i hovedet. De er ligeglade. De hører overhovedet ikke efter, hvad voksne siger. De afbryder. De er aggressive,” lyder det fra en anonym ansat i Arbejdstilsynets rapport.

Ifølge Arbejdstilsynet lider en stor del af de ansatte af symptomer som angst, stress, depression, søvnmangel, udslæt og ondt i maven som følge af forholdene på skolen.


I skoleåret 2021/2022 havde 69,4 procent af eleverne på Ole Rømer-Skolen ikke vestlig baggrund. Samtidig er 61 procent af eleverne bosat i et udsat boligområde.

24syv har fået aktindsigt i en række påbud fra Arbejdstilsynet, som skolen har modtaget i perioden 2016-2020.

Her fortæller de ansatte, at 49 procent af skolens 140 elever ikke besad et alderssvarende dansk.

De ansatte beretter også om at blive truet på livet af fædre til eleverne samt om grupperinger af drenge i skolegården, der “undertrykker yngre elever” og får dem til at stjæle.
Historierne fra Arbejdstilsynets rapporter var så opsigtsvækkende, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) i juni 2021 vurderede, at Ole Rømer-skolen skulle “under tilsyn på grund af parallelsamfundsproblematikker”.

Skolens ledelse har dog i en række møder med STUK afvist, at de oplever problemer med truende adfærd og negativ social kontrol. Dét fik i marts 2023 styrelsen til at anklage skolen for ikke at tage tilstrækkeligt hånd om parallelsamfundsproblematikker.

Skolens ledelse ønsker ikke at stille op til interview.

I et skriftligt svar til 24syv fortæller Lise Ammitzbøll la Cour, som er centerchef i institutions- og skolecenter Høje-Taastrup Kommune, at de oplever “en engageret medarbejdergruppe, der tager ansvar for eleverne og skaber gode klassefællesskaber”.

“Der vil fra tid til anden være elever, der har brug for særlig hjælp og støtte, og dette understøttes ved skolens ledelse, pædagogisk-psykologisk rådgivning og de øvrige støttende samarbejdspartnere, vi har i og uden for skolen,” skriver Lise Ammitzbøll la Cour.

Ole Rømer-skolen er et af flere eksempler på folkeskoler, der har massive problemer med parallelsamfund. Det fremgår af dokumenter, som Reporterne på 24syv har fået indsigt i.

Sponsoreret indhold