Fandt ikke kærligheden i "Bachelorette": Nu deler Alexander dejligt nyt
Tårerne fik frit løb, da Alexander måtte forlade de to kvinder – og ikke mindst fyrene – i ”Bachelorette”.
Men det lader til, at den følsomme fyr nu går rundt med et smil på læben.
Over for BILLED-BLADET afslører Alexander nemlig, at der er en kvinde i hans liv.
– Jeg er en del frem og tilbage i London, fordi jeg laver noget videreuddannelse, og her har jeg mødt en pige. En lille flirt. Det er stadig meget nyt, og det vigtigste for mig er, at ting vokser organisk, fortæller 30-årige Alexander til BILLED-BLADET.
Det var under sidste roseceremoni, der blev vist torsdag aften, at Alexander røg hjem. Han fik således ingen rose fra hverken Julie eller Mette.
Sidstnævnte afslørede efterfølgende på sin Instagram, at hun både rystede og hyperventilerede under roseceremonien.
– Hvad man ikke kan se i aftenens afsnit er, at jeg denne aften fik det dårligt. Jeg følte mig skør, jeg rystede, hyperventilerede og havde brug for at mærke min krop, fordi jeg var så meget oppe i mit eget hoved, fortalte Mette blandt andet.