“Love Is Blind”-stjernen Jessica Batten er blevet mor

Hvis du så med, da sæson et af programmet "Love is Blind" løb over Netflix-skærmene, så husker du nok godt Jessica Batten.
Den 38-årige tv-kendis fik lynhurtigt øgenavnet "Messica", fordi hun ofte endte i lidt dramatiske situationer i programmet, hvor hun blandt andet til tider viste mere interesse for en anden mand, end ham hun var forlovet med.
Nu kan Jessica Batten dog for alvor lægge det tre år gamle drama til side. Hun er nemlig blevet mor.
Det afslører hun selv i et opslag på Instagram.
- Mød Dax, skriver tv-kendissen til et billede af den lille ny, som hun deler med sin husbond, Benjamin McGrath.

I opslaget fortæller Jessica Batten også, at sønnen, der altså hedder Dax, blev født 9. juni.
Jessica Batten medvirkede som nævnt i "Love is Blind" i programmets første sæson tilbage i 2020.
Her fandt hun sammen med Mark Cuevas, men hun var også lidt rigeligt glad for Matt Barnett, hvilket fik hende i problemer med dennes partner, Amber Pike.
I sidste ende blev Jessica Batten, da heller ikke gift med Mark Cuevas, da hun sagde nej, da de to stod ved alteret.
Hun fandt siden sammen med Benjamin McGrath, som hun blev forlovet med tilbage i 2021 og gift med året efter - og nu kan de altså også kalde sig forældre til en lille dreng.