Krimi19. juni 2023

Pas på: Advarer mod "alt for ren" kokain

Risikoen for en overdosis er voldsom i Danmark lige nu
Der skal ikke meget til, før det kan gå helt galt.
Der skal ikke meget til, før det kan gå helt galt.
 Modelfoto: Colourbox

Kokains renhed er fortsat på et historisk højt niveau i Danmark. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens nye rapport "Narkosituationen i Danmark - delrapport 5", skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

- Med en høj koncentration af et aktivt stof, så er der i sig selv en højere risiko for at blive dårlig, få en forgiftning eller i værste fald dø af det, siger Kari Grasaasen, chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen til Ritzau.

I 2020 var den gennemsnitlige renhed 57 procent, hvor den steg til 73 procent i 2022.

Samtidigt med at renheden stiger, er mængden af tilsætningsstoffer som ormeinfektionsmedikamentet levamisol faldet.

- Du kan selvfølgelig blive syg af nogle af de her tilsætningsstoffer, men du bliver nok mere syg først af kokainen end tilsætningsstofferne, forklarer chefkonsulenten.

I 2021 var der 573 registrerede kokainforgiftninger og ni forgiftningsdødsfald.

Også styrken i cannabis er steget over de seneste år. Den ligger dog på et stabilt niveau.

Koncentrationen af THC, som er det aktive stof i cannabis, var i gennemsnit på 31 procent i 2022, hvilket næsten er en tredobling siden perioden før 2012.

En større andel af ecstasypiller indeholder ifølge undersøgelsen andre stoffer end MDMA, som brugeren vil forvente, det er.

Der er blandt andet fundet furanylfentanyl i flere tabletter. Stoffet er en analog af et af de mest potente opioider, fentanyl.

- Vi vurderer, at stofmarkedet er uforudsigeligt. Man skal passe meget på, og så vidt man kan holde sig væk fra det, siger Kari Grasaasen.

Andre opioider er blandt andet morfin og heroin.

I delrapporten er det ikke kun de mest kendte misbrugsstoffer, der undersøges. Fra januar 2022 til juni 2023 er en lang række nye stoffer blevet forbudte eller under risikovurdering i Danmark.

- De nye psykoaktive stoffer er ofte mindst lige så farlige som de mere kendte stoffer, og derfor er det vigtigt, at vi følger de nye stoffer og får dem risikovurderet og reguleret, siger Kari Grasaasen.

Rapporten samler resultater af overvågningen af koncentration og indhold i illegale stoffer i Danmark.

Antallet af sigtelser for overtrædelse af narkotikalovgivningen er også på sit højeste. 29.078 personer blev sigtet i 2022.

/ritzau/

Sponsoreret indhold