Stor eksplosion i centrum af Paris

Opdatering: Meldingerne onsdag tidlig aften lyder på mindst 24 kvæstede
Tumult og panik er opstået på gaden i det centrale Paris onsdag eftermiddag, da en formodet gaseksplosion har startet brande i flere bygninger.
Det skriver flere medier, herunder den franske avis Liberation.
Eksplosionen er fundet sted omkring klokken 17 i nærheden af rue Saint-Jacques nær kirken Val-de-Grâce.
Ifølge den franske tv-station BFM har eksplosionen udløst en brand i flere omkringliggende bygninger.
Facaden på en bygning faldt ned på gaden som følge af eksplosionen, oplyser fransk politi ifølge Reuters.
Et stort antal brandfolk, redningsarbejdere og politifolk er på stedet, siger en talsmand for politiet i den franske hovedstad.

Lokale myndigheder oplyser på Twitter, at gaseksplosionen har fundet sted i byens femte arrondissement. Det er i nærheden af Jardin du Luxembourg og det berømte universitet Sorbonne.
Paris' borgmester, Anne Hidalgo, er onsdag ved 18-tiden ankommet til stedet, viser billeder fra tv-stationen BFM.
Frygtede bombe
Viceborgmester Edouard Civel skriver på Twitter, at der er tale om en gaseksplosion. Flere øjenvidner siger ligeledes, at de kunne lugte gas, da eksplosionen lige var indtruffet.
Anklagemyndigheden i Paris påpeger derimod, at årsagen til eksplosionen endnu ikke er fastslået.

Latinerkvarteret er et af de steder i Paris, der tiltrækker mange udenlandske turister i sommermånederne. Også udenlandske studerende hænger ud i området.
- Jeg sad derhjemme og skrev. Jeg troede, at det var en bombe, siger kunsthistoriker Monique Mosser til Reuters.
Hun tilføjer, at flere vinduer i hendes lejlighed blev blæst ud af trykbølgen fra den kraftige eksplosion.
- En nabo bankede på døren og sagde, at brandvæsnet bad os om at evakuere hurtigst muligt. Jeg tog min computer og telefon. Jeg tænkte ikke engang på at tage min medicin med mig, fortæller hun.