Uhyggelig sms i ubådssag: Lokker rigmand med kæmpe rabat
LÆS OGSÅ: Var det sådan her, de døde i ubåden?
Nogle gange er et tilbud for godt til at være sandt. Eller i dette tilfælde direkte skadeligt for dit liv.
Det må den amerikanske mangemillionær Jay Bloom og hans søn, Sean, nu erkende.
For tidligere i år fik de et tilbud om at komme med i ubåden Titan fra OceanGate, som netop er forlist og har kostet fem mennesker livet.
Tilbuddet om stor rabat kom fra chefen for OceanGate, Stockton Rush, der også er blandt de døde.
I række uhyggelige sms-beskeder, som Jay Bloom har delt på Facebook, kan man læse, hvordan Stockton flere gange forsøger at lokke Jay og sønnen Sean til at købe en tur.
Blandt andet tilbyder Stockton Rush dem en klækkelig rabat på samlet over en million kroner.
Men han lover også - fordi far og søn er nervøse for sikkerheden - at ubåden er mere sikker at tage en tur med end en helikopterflyvning eller almindelig dykning,
Jay Blooms søn, Sean, havde ellers lavet en grundig research og var kommet meget i tvivl om sikkerheden.
I stedet for at tage bekymringen alvorligt, skriver Stockton Rush dog i en af flere beskeder til rigmanden, at sønnens frygt er noget pjat.
- Der har ikke været en ulykke med ikke-militære ubåde i 35 år, lyder det i en beroligende besked fra Stockton.
Og han kalder det "dumt", at sønnen frygter, at et sammenstød med en hval eller en blæksprutte kan ødelægge ubåden.
- De (havdyrene, red.) kan intet ødelægge, lyder det fra den nu afdøde chef for ubådsfirmaet.
I sit opslag på Facebook afslører Jay Bloom, at han og sønnen med sikkerhed ville være døde, hvis de havde stolet på løfterne.
For de to pladser, de fik tilbudt, endte i stedet hos pakistanske Shahzada Dawood og hans 19-årige søn, Suleman, der nu er døde.
- Jeg er sikker på, at han (Stockton Rush, red.) troede på, hvad han sagde. Men han tog så meget fejl.
- Dagen i morgen er der ingen garanti for. Så få mest ud af i dag, lyder hans rørende råd.