Tragedie i Ibiza: 22-årig fodboldspiller død efter fald fra tredje sal
Han skulle egentlig mest af alt bare nyde en sommerferie med vennerne.
Sammen var de taget til festdestinationen Ibiza for at give den gas og hygge sig.
Men ferien tog fredag en noget tragisk drejning.
22-årige John McKenna faldt nemlig ud over en balkon fra tredje sal på det hotel, drengene boede på.
Han blev kort tid efter erklæret død.
Det skriver flere internationale medier, heriblandt The Sun.
Ambulancereddere forsøgte at redde den unge mands liv, men der var intet at gøre.
John McKenna kom fra Carlisle i England, hvor han blandt andet spillede fodbold for klubben Scotby FC.
Klubben har efterfølgende delt en rørende hyldest af deres nu afdøde spiller på Twitter.
'Vi har mistet en legende i dag. En fantastisk spiller og et endnu bedre menneske. Aldrig glemt og for evigt elsket,' skriver klubben.
'Hvil i fred, store John,' slutter de af.
Også hans gode ven Josh Dixon, der til daglig spiller i Carlisle United i den tredjebedste engelske række, har delt en rørende hyldest til hans afdøde ven.
Det har han i en story på Instagram.
'Jeg er helt ødelagt. En af de bedste venner overhovedet. Hvil i fred deroppe, min ven,' skriver Josh Dixon.
Venner og vidner til den tragiske hændelse er efterfølgende blevet afhørt af politiet, men ifølge The Mirror skulle der ikke være tegn på, at hændelsen er andet end en ulykke.