Nyheder24. juni 2023 (opd. 24. juni 2023)

Lars Løkke reagerer på tilspidset situation i Rusland: - Vi er i tæt kontakt

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) reagerer nu på situationen i Rusland
Formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, holder partiledertale på Hovedscenen på Folkemødet i Allinge, torsdag den 15. juni 2023. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Formand for Moderaterne og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen holder skarpt øje med situationen i Rusland, siger han lørdag
 Foto: Ritzau Scanpix

FØLG MED LIVE I BUNDEN AF ARTIKLEN

- Regeringen følger situationen i Rusland meget nøje og er i tæt kontakt med vores allierede.

Sådan lyder meldingen fra Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som lørdag eftermiddag således reagerer på den eskalerende konflikt mellem russisk militær - og præsident Vladimir Putin - og styrker fra Wagner-gruppen.

Det er udenrigsministeriets Twitter-profil, der videreformidler Løkkes besked om situationen.

Heri fremgår det også, at danske rejsende opfordres til at følge ministeriets vejledning.

Tidligere udsendte de netop et varsel til danskerne i området.

- Grundet den nuværende situation i Rusland anbefales det, at alle rejsende i Rusland opholder sig indendørs, lød det også på Twitter fra Udenrigsministeriets Borgerservice.

Situationen udvikler sig time for time lige netop denne lørdag, efter Wagner-styrker - ledet af den tidligere Putin-allierede Jevgenij Prigozjin - i nat gik ind i Rusland.

Det er sket som et modsvar på beskyldninger om, at den russiske forsvarsminister angiveligt har beordret et missilangreb, der har kostet flere Wagner-soldater livet.

Tidligere lørdag har en russisk sikkerhedskilde oplyst til nyhedsbureauet Reuters, at Wagner-soldater har taget kontrol over alle militære anlæg i Voronezj.

Anspændt stemning, men roligt

Danmarks ambassadør i Rusland, Jakob Henningsen, melder, at stemningen er "anspændt" i hovedstaden Moskva. Men situationen er stadig rolig.

- Der er i kølvandet på Jevgenij Prigozjins (leder af Wagner-gruppen, red.) markante udtalelser mange spekulationer om, hvad der rent faktisk sker, siger han i et skriftligt svar til Ritzau.

Ambassadens udsendte medarbejdere vil holde sig indenfor, indtil man får et bedre overblik over situationen, lyder det.

- De største russiske nyhedsbureauer oplyser, at sikkerheden er skærpet i Moskva og andre regioner i Rusland, siger Jakob Henningsen.

Seneste melding lyder lørdag eftermiddag, at russiske militærhelikoptere har åbnet ild mod Wagner-gruppen uden for den russiske by Voronezj.

Det skriver Reuters, der har talt med et vidne i området.

Byen ligger omkring 500 kilometer syd for Moskva.

Sponsoreret indhold