Stor lykke: Jon Hamm og Anna Osceola er blevet gift
Jon Hamm er en gift mand.
Den 52-årige "Mad Men"-stjerne er nemlig blevet smedet sammen med sin kollega fra selvsamme serie, nemlig Anna Osceola.
Det skriver Page Six.
Ifølge det amerikanske medie blev Jon Hamm og hans 35-årige medstjerne gift lørdag ved Anderson Canyon i Big Sur, Californien.
Det er samme sted, som hvor de optog finaleafsnittet af "Mad Men" tilbage i 2015.
Parrets "Mad Men"-kollega John Slattery var med som gæst til brylluppet, og det var en række andre kendisser også. Gæstelisten lød for eksempel på navne såsom Paul Rudd, Brooke Shields, Tina Fey og Billy Crudup.
Jon Hamm og Anna Osceola mødte hinanden under optagelserne til "Mad Men" i 2014, men det var først i 2020, at de blev kædet romantisk sammen.
Parret er dog notorisk kendt for at være utrolig private, og ingen af dem har for eksempel sociale medier, så det er ikke mange detaljer om forholdet, der er kendt af offentligheden.
De stod først frem som par på den røde løber i marts 2022.
En måneden forinden var nyheden om deres forlovelse kommet ud, men det forlyder, at parret på daværende tidspunkt allerede havde været forlovet et godt stykke tid.