Se billederne: Mads Mikkelsen slæbte søn og svigerdatter med på den røde løber

Han har været med i en James Bond-film og i Harry Potter-spinoff'en "Fantastiske Skabninger", og han er sågar blevet en del af Marvel-universet i "Doctor Strange".
Ja, der er ikke nogen tvivl om, at Mads Mikkelsen vitterligt er blevet en vaskeægte Hollywood-stjerne - og nu er han på den igen-igen.
For i dag udkommer "Indiana Jones and the Dial of Destiny", hvor den danske skuespiller spiller over for ingen anden end Harrison Ford.
Mandag var der premiere på storfilmen i London, og her troppede Mads Mikkelsen selvfølgelig op sammen med resten af castet.
Han havde (næsten) som altid sin kære hustru, Hanne Jacobsen, ved sin side, men i dagens anledning havde han også slæbt lidt ekstra familiemedlemmer med.

Mads Mikkelsen havde nemlig også taget sin 25-årige søn, Carl Jacobsen Mikkelsen, samt dennes bedre halvdel, Laura Karberg Simonsen, med sig.
De fire gik ned af den røde løber sammen og smilede stort til kameraernes blitzlys.
Mens Mads Mikkelsen, hans søn og hans svigerdatter havde iført sig helt sorte outfits, så skilte hans hustru sig noget mere ud fra mængden.
Hanne Jacobsen havde nemlig en mere opsigtsvækkende lille kjole på.

"Indiana Jones and the Dial of Destiny" har premiere 28. juni og kan derfor ses i de danske biografer fra i dag.