17-årig dreng skudt af betjente: Franskmænd fortsætter med at demonstrere
For anden nat i træk har der været voldelige optøjer i Frankrig, efter at en 17-dreng tirsdag blev skuddræbt af politi.
Franske sikkerhedsstyrker har anholdt 150 personer under optøjerne natten til torsdag. Det oplyser Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, ifølge AFP.
- En nat med uacceptabel vold mod symboler på republikken. Rådhuse, skoler og politistationer er blevet sat i brand eller angrebet, skriver han på Twitter.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, har torsdag morgen indkaldt ministre til krisemøde for at drøfte situation, skriver AFP.
Han har tidligere kaldt skyderiet "uforklarligt og utilgiveligt".
Demonstranter i den parisiske forstad Nanterre affyrede fyrværkeri mod politibetjente og satte biler i brand sent onsdag og i løbet af natten til torsdag efter det dødelige skyderi mod en 17-årig dreng under et trafikstop.
Drabet på teenageren, der var af nordafrikansk oprindelse, har på ny antændt en indgroet opfattelse af politibrutalitet i forstæder med stor etnisk diversitet på grænsen til nogle af Frankrigs største byer.
Kort før midnat kunne iagttagere se væltede, brændende biler på rad og række, mens fyrværkeri fløj i retning mod politibetjente på boulevarden Pablo Picasso i Nanterre.
Det er anden dag i træk, at der har været sammenstød mellem politi og demonstranter, hvilket også skete i byer som Lille, Toulouse, Amiens og Dijon.
Drengen døde tirsdag efter at være blevet skudt på klos hold af en politibetjent under et trafikstop.
En video af hændelsen er blevet delt på sociale medier og har skabt oprør.
Betjenten bliver nu efterforsket i forbindelse med drabet. Ifølge anklagerne nægtede den 17-årige at adlyde politiets ordre om at standse bilen.
I Paris-regionen er 2000 betjente blevet indsat for at indskrænke demonstrationerne.
Drabet på teenageren er det tredje dødelige skyderi i forbindelse med et trafikstop i Frankrig i år.
Sidste år døde 13 personer i lignende hændelser.
Siden 2017 har størstedelen af de ofre, der er døde under trafikstop, været sorte eller af arabisk afstamning.
Landets ombudsmand for menneskerettigheder har også indledt en undersøgelse af tirsdagens drab. Det er sjette gang, det er sket i løbet af 2022 og 2023.
/ritzau/Reuters