Dulfi fester med svigerfar: Claus Meyer på skuldrene
Et for nogen umage par fester i disse dage sammen på en pløjemark i Roskilde. Det er skuespiller Dulfi Al-Jabouri og kendiskok Claus Meyer, der både mænger sig i mediebyen og sidder på hinandens skuldre – det vil sige Claus Meyer på Dulfi Al-Jabouris skuldre – foran Orange scene.
Men der er en forklaring på, hvordan de to kender hinanden.
– Det er min kærestes far, fortæller Dulfi Al-Jabouri til SE og HØR.
Skuespilleren danner par med Elvira Meyer, som er en af Claus Meyers tre døtre og også er med på Roskilde Festival.
SE og HØR får ikke lov til at tage et billede af parret sammen. Til gengæld stiller Dulfi gerne op til portræt sammen med svigerfar, som han har et rigtig godt forhold til.
– Det er en fornøjelse at have Claus Meyer som svigerfar. Vi supplerer hinanden meget godt, siger Dulfi, der også selv har bevist, at han har styr på pot og pande i programmet ”Madholdet”.
– Vi kommer til at lave noget mere af det. Men så i stedet for Danmark, så bliver det rundt i verden, afslører Dulfi, der også lige har været med i ”The Journey”.
Og der er godt gang i projekterne.
– Jeg skal til at lave et rejseprogram, hvor jeg rejser rundt i verden. Fordi jeg lavede Journey er der nogle producere, der har fået øjnene op for mit værtskab – og så er der en spillefilm og en amerikansk serie på vej. Og så skriver jeg på noget sammen med en ven, som jeg ikke kan sige noget om endnu.