Uhyggelige detaljer afsløret: Sådan var ubådens SIDSTE minutter
LÆS OGSÅ: De skulle have haft pladserne
Det skulle have været deres livs største og vildeste oplevelse. I stedet endte turen mod havets dyb – og mod Titanic – med at koste dem alle livet.
Nu afslører én af de efterladte så, hvordan de fem i Titan-ubåden tilbragte deres allersidste minutter, før tragedien indtraf. Og det er på mange måder uhyggelig læsning.
De fem tilbragte deres sidste øjeblikke i komplet mørke og kulde, mens de lyttede til musik på vej mod vraget af Titanic.
Det afslører Christine Dawood, der er hustru til Shahzada og mor til Suleman, ifølge Daily Mail.
Hendes søn og mand omkom, da ubåden imploderede, kort efter den var dykket ned under havets overflade.
Christine Dawood ved, at det var sådan, de fem oplevede de sidste minutter, da hun var blevet briefet sammen med dem forud for turen.
Her blev det fortalt, præcis hvordan de fem i ubåden skulle forberede sig – og hvad de skulle forvente af selve nedstigningen mod Titanic.
De blev rådet til at klæde sig i tykke sokker og en hue, da det ville blive koldt undervejs. Desuden blev de opfordret til at spise let – og droppe kaffe – på selve dagen.
Dette skyldtes blandt andet, at der ikke var et rigtigt toilet, men blot en form for campingtoilet bag et gardin, fortæller Christine Dawood ifølge Daily Mail.
Desuden fik passagerne besked på at medbringe downloadet musik på deres telefoner, som kunne afspilles via en bluetooth-højttaler. Dog havde kaptajnen Stockton Rush, der også døde, med et glimt i øjet forbudt countrymusik.
Under briefingen fik passagerne også at vide, at selve turen ned ville foregå i komplet mørke. Dette skyldtes, at den 6,7 meter lange ubåd ville spare mest mulig strøm.
Dog kan det tænkes, at de har oplevet bioluminescerende plankton og lignende i det mørke hav.
Christine Dawood fortæller, at hendes mand var ellevild forud for turen. Han var blevet fuldstændig opslugt af Titanic, efter han i 2012 havde besøgt en udstilling om skibstragedien i Singapore.
Da Christine Dawood efterfølgende så en reklame for OceanGate, der tilbød ture til vraget, var hendes mand ikke i tvivl om, at han ville afsted. Planen var indledningsvis, at hun skulle have været med i ubåden sammen med ham.
På grund af pandemien blev turen dog udskudt nogle år, hvilket betød, at hendes søn blev gammel nok til at tage med – og han overtog derfor hendes plads. Det er tidligere kommet frem, at den 19-årige søn var rædselsslagen for turen.
Titan påbegyndte sin nedstigning den 18. juni klokken 08:00 om morgenen. Blot en time og 45 minutter senere, klokken 09:45, mistede man kontakten til ubåden. Det er i dag den klare opfattelse, at det var på dette præcise tidspunkt, at ubåden imploderede.
Den amerikanske kystvagt meddelte forrige uge på et pressemøde, at alle fem er døde i en implosion. Det betyder med største sikkerhed, at de fem personer er døde i løbet af et splitsekund og formentlig ikke har nået at opdage, at noget var galt.
– Det er formentlig sket straks og med en sådan fart, at ingen ombord har nået at opfange, hvad der er sket, siger Dr Sal Mercogliano fra North Carolina Campbell University ifølge News.
Siden nyheden har man fragtet fundne vragdele op til overfladen. Det er ikke lykkedes at finde nogle lig, og en ekspert har da også tidligere udtalt, at det er usandsynligt at finde ligene af de fem mænd.
– Det pludselige kollaps efterlader intet – eller hvert fald meget lidt – der kan blive bjærget, siger eksperten og tilføjer, at det kun vil være titaniumdele, der har overlevet det voldsomme tryk.
De fleste vragdele, der er fundet, lå omkring 500 meter fra forstavnen på Titanic.
Ubåden og dens ombordværende skulle ned at se vraget af Titanic og havde i den forbindelse betalt i omegnen af 1,7 millioner kroner for at sikre sig en plads.
Titanic sank i 1912 og ligger i dag på 3.800 meters dybde i Atlanterhavet, omkring 690 kilometer sydsydøst for Newfoundland i Canada.
Vraget blev lokaliseret på havets bund i 1985.