Afgørelse: Wolt har erstatningsansvaret for bude, der kommer til skade
Samtlige Wolts lyseblå bude, der er kommet til skade på arbejdet de seneste år, er nu berettiget til erstatning, og det skal leveringstjenesten betale for.
Og bude, der fremover kommer til skade, mens de bringer pizzaer og anden mad ud, bliver også en dyr affære, da Wolt skal tegne en lovpligtig arbejdsskadeforsikring for alle deres bude.
Det er konsekvensen af en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), der netop er kommet efter to et halvt års sagsbehandling. Det skriver Fagbladet 3F.
- Det betyder helt konkret, at samtlige af Wolts bude er omfattet af den danske arbejdsskadesikringslov og dermed automatisk berettigede til erstatning, hvis de kommer til skade under deres arbejde. Afgørelsen har tilbagevirkende kraft, så den omfatter også bude, der tidligere er kommet til skade, oplyser Bjørn Elling, der er advokat i fagforbundet 3F.
3F har gennem flere år kæmpet for at få Wolt til at indrette sig efter spillereglerne på det danske arbejdsmarked og tage ansvaret som arbejdsgiver på sig. Wolt fastholder derimod, at tjenestens flere tusinde bude ikke er ansatte, men selvstændige “kurerpartnere”.
Hvis Wolt viderefører og indbringer sagen for retten, har det opsættende virkning, hvilket betyder, at Wolt ikke skal efterleve afgørelsen, før der foreligger en endelig afgørelse.
- I værste fald kan der gå syv-otte år, før sagen får en endelig afgørelse, hvis sagen starter i byretten og ender i Højesteret, siger Bjørn Elling.
AES har truffet den nye afgørelse på baggrund af en konkret arbejdsskadesag med et Wolt-bud, der kom til skade i 2020.
“Ved vurdering af, at Wolt er forsikringspligtig arbejdsgiver, har vi lagt vægt på, at Wolt havde instruktionsbeføjelse over sagens tilskadekomne på skadestidspunktet”, lyder det i afgørelsen.
Bjørn Elling uddyber, at afgørelsen betyder, at alle Wolt-bude, der er kommet til skade i løbet af de seneste fem år, nu kan skrive til Wolt og bede om at få det behandlet som en arbejdsskade, og så skal Wolt anmelde det til AES.
- Vi vurderer nu sagen inden for den frist, der er givet i forhold til at anke afgørelsen, siger kommunikationschef hos Wolt, Mikkel Tofte, som ikke har yderligere kommentarer.
Karsten John Kristensen, forhandlingssekretær i 3F, hæfter sig ved, at også Skattestyrelsen tilbage i maj i år fastslog, at Wolt skal betragtes som arbejdsgiver for sine bude.
- Wolt er arbejdsgiver med alle de forpligtelser med løn- og arbejdsforhold, der følger med, og med den nye afgørelse har Wolt også ansvaret for, at budene har et sikkert arbejdsmiljø, siger Karsten John Kristensen, som mener, at afgørelsen undergraver Wolts forretningsmodel.
- Vi har jo set i andre lande, at når selskaber som Wolt bliver dømt til at være arbejdsgivere, så forsvinder de ud af markedet. Det kunne også være konsekvensen her - at Wolt i sidste ende vælger at trække sig, siger han.