Kendte6. juli 2023

Kåre Quist jog indbrudstyve væk med køkkenkniv

Efterfølgende fik nyhedsværten at vide af politiet, at man aldrig må handle på sådan en måde
DR-ankermanden tog sagen i egen hånd, da han kom hjem til to indbrudstyve, der stod midt i stuen. 
DR-ankermanden tog sagen i egen hånd, da han kom hjem til to indbrudstyve, der stod midt i stuen.
 Foto: Gregers Overvad

Hvad ville du gøre, hvis du kom hjem, og to tyve var ved at tømme din bolig for indbo?

De fleste ville nok ringe til politiet som det første, men det gjorde TV Avisen-ankermand Kåre Quist ikke, afslører han i et interview med Berlingske.

Den 52-årige journalist genkalder over for avisen, hvordan han en fredag tæt ved midnat efter en vagt på TV Avisen kom hjem til en åben lejlighedsdør.

– Jeg går ind og finder to tyve i gang med at rydde lejligheden. De er ved at putte min fladskærm i en sort affaldssæk.

Quist tilskriver de to fyraftensøl, han fik, for det overmod, der efterfølgende greb ham:

– Jeg tager instinktivt en kniv, der hænger på en magnet i køkkenet. Som en dårlig udgave af Indiana Jones holder jeg kniven frem foran mig og råber: "Ud af mit hus" og: "Lad min fladskærm være".

Stak af med fladskærmen

Kåres knivtrussel virkede dog kun delvist efter planen, afslører han i Berlingske: Tyvene tog benene på nakken, men dog tog de også fladskærmen med sig.

– Politiet sagde, at man aldrig skulle gøre sådan noget. Man skal bare gå igen og ringe til politiet, afslutter Quist om den dramatiske episode.

Sponsoreret indhold