Sport9. juli 2023

Afsløret: VM i håndbold kan komme til Danmark i 2029 eller 2031

Det er sammen med Norge og Island, at Danmark har budt på værtskabet for herrernes VM i 2029 eller 2031. Det afslører formanden for Islands håndboldforbund, Gudmundur Olafsson
Danmark vandt VM på hjemmebane i 2019. Ti år efter kan de måske få lov til at genoptage triumfen.
Danmark vandt VM på hjemmebane i 2019. Ti år efter kan de måske få lov til at genoptage triumfen.
 Foto: Jesper Sunesen

Danmarks håndboldherrer vandt VM på hjemmebane i 2019, og om seks eller otte år kan Simon Pytlick, Mathias Gidsel og co. måske få chancen for at gentage den bedrift.

Ifølge formanden for Islands håndboldforbund, Gudmundur Olafsson, har Danmark i et fællesbud med Norge og Island afleveret en ansøgning om at blive VM-vært.

- Vi har sammen med danskerne og nordmændene afleveret et bud til IHF om at afholde herre-VM i 2029 eller 2031, siger Gudmundur Olafsson til det islandske håndboldmedie handbolti.is.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) havde ikke selv meldt noget ud om VM-buddet, som da også fortsat er i den indledende fase, men DHF har sidenhen bekræftet oplysningen over for TV 2 Sport.

- Indtil videre er buddet ikke bindende, men vi kan sige, at vi har taget det første skridt i forhold til at vise interesse, siger den islandske håndboldformand.

Danmark var første gang vært for herrernes VM i 1978, inden man i 2019 delte værtskabet med Tyskland. I 2025 er Danmark også medvært, når VM skal afholdes sammen med Kroatien og Norge.

Til december er Danmark vært for kvindernes VM sammen med Sverige og Norge. I 2015 var Danmark ene vært for kvindernes VM, mens man i 1999 delte værtskabet med Norge.

Sponsoreret indhold